Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser søndag eftermiddag fire mænd, som mistænkes for at stå bag en gruppevoldtægt i Holstebro.

Hele dagen har politiet i Holstebro arbejdet bag Den Røde Plads ved Musikteateret i byen, efter en 21-årig kvinde anmeldte en voldtægt på stedet.

Politiet oplyser, at de har fået nogle henvendelser, men endnu ikke nogen, der har kunnet give politiet et gennembrud i sagen.

Ifølge kvindens forklaring blev hun overfaldet og udsat for voldtægt af tre til fire mænd omkring klokken 02.30 natten til søndag. Det oplyser Simon Skelkjær, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til Ritzau.

»Kvinden fortæller, at hun er blevet udsat for voldtægt af tre eller fire mænd. Det er foregået langs åen bag Musikteateret, så der efterforsker vi nu og leder efter spor,« fortalte han tidligere søndag.

Nu har politikredsen udsendt et signalment af de fire mistænkte:

- A: mand på 190 til 195 centimeter. Sort hår redt i sideskilning, tatovering i stærke farve på højre underarm.

- B, C og D: 160 til 170 centimeter høje. Alle med mellemøstligt udseende. Taler dansk uden accent.

Kvinden var tilsyneladende på vej hjem fra byen, da hun blev overfaldet. Hun var alene på tidspunktet.

Da den anmeldte voldtægt er foregået i centrum af Holstebro, kan det ifølge Ritzau være, at mændene er blevet fanget på videoovervågning.

Det skal betjente se nærmere på i løbet af dagen.

»Vi har to hunde, der er trænet i at søge efter og finde biologiske spor. De er på stedet nu. Det samme er efterforskere og kriminalteknikere, som også skal sikre spor,« forklarede Simon Skelkjær tidligere søndag til Ritzau.

Hundene er f.eks. trænet i at finde spor i form af blod, sperm eller hår.