Politiet mener, at en overhaling foretaget af en 20-årig mand var årsag til den alvorlige ulykke ved Billund lørdag aften.

Derfor har han været anholdt og er nu sigtet for vanvidsbilisme.

Det skriver JydskeVestkysten.

Ulykken skete lørdag aften på Vandelvej mellem Vejle og Billund.

I alt kom fem personer til alvorligt til skade.

Og seneste nyt er, at en mand er i kritisk tilstand, lyder det fra politiet.

Ifølge politiet foretog den 20-årige en overhaling af en bil, hvorefter den skred ud og påkørte en anden bilist. Den 20-årige kørte efterfølgende fra stedet.

De nærmere omstændigheder omkring ulykken er dog for nu uklare.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Sydøstjyllands Politi.

Men manden meldte sig selv til politiet, hvorefter han blev anholdt. Han er siden blevet løsladt, ligesom hans bil er blevet beslaglagt.