Et fragtskib ved Bornholm har meldt et besætningsmedlem savnet, hvorfor en kæmpe eftersøgning nu er sat i værk.

Det oplyser Forsvarets Operationscenter til B.T.

»Omkring klokken 10.30 opdager de, at der mangler et besætningsmedlem på skibet, som er sidst set klokken 21.30 onsdag aften,« siger Klaus Thing Rasmussen, vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter.

Han fortæller videre, at skibet siden klokken 21.30 er sejlet fra området omkring Langeland og op mod Bornholm, hvorfor der nu søges efter besætningsmedlemmet på hele strækningen.

»Vi har fastvingefly fra Tyskland og Sverige med i eftersøgningen, og der er to redningshelikoptere fra Roskilde og Skrydstrup i luften, ligesom vi har et dansk patruljeskib med i eftersøgningen,« siger Klaus Thing Rasmussen og tilføjer:

»Og så beder vi den øvrige skibstrafik i området om at holde et skærpet øje efter besætningsmedlemmet.«

Den vagthavende officer fortæller, at man ligeledes har bedt besætningen på fragtskibet om at gennemsøge skibet igen, i tilfælde af at det manglende besætningsmedlem skulle være gemt et sted på skibet.