Antiracistisk Netværk Århus forsøgte sig onsdag aften med en manifestation mod nazivold, men blev angrebet med kanonslag under samlingen. Senere fik gerningsmændene selv tæsk.

Omkring 50 mennesker var onsdag aften samlet i Mølleparken til en fredelig protest mod højreekstremistisk vold, da tre unge mænd pludselig gik til angreb på forsamlingen.

Talskvinde for Antiracistisk Netværk Århus (ARN), Sarah Bruun, var ved at blive interviewet, da mændene dukkede op, heilede og kastede kanonslag efter de protesterende antiracister.

- Jeg er rystet. At angribe personer med kanonslag er jo sindssygt. Hvornår begynder politikerne og PET at tage truslen fra White Pride seriøst, siger hun.

Voldeligt efterspil

Politiets efterforskning gav pote senere på aftenen, da ordensmagten fandt frem til gerningsmændene, der havde søgt tilflugt i en lejlighed på Åboulevarden. De tre unge mænd på henholdsvis 16, 19 og 21 blev alle sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

- Flere deltagere blev forskrækkede over angrebet og var nervøse for flere angreb. Andre var nervøse for at gå alene hjem. Vi rådede folk til at gå i grupper og ringe til politiet, hvis de følte sig utrygge, fortæller Sarah Bruun.

Bekymringerne skulle vise sig at være velbegrundede, for senere på natten stødte politiet igen på de to yngste gerningsmænd fra Mølleparken.

Klokken 04.11 fik politiet en anmeldelse om et voldeligt overfald på Harald Skovbys Gade. Her var en 24-årig mand blevet passet op af de to gerningsmænd og spurgt, hvordan han mon stemte. Da den 24-årige svarede 'rødt', blev han overfaldet med slag og spark.

Voldsmænd fik tæsk

Men de to voldsmænd havde tilsyneladende gabt over lidt for stor en mundfuld. Offeret satte sig nemlig til modværge, og lektionen endte i stedet med at gerningsmændene fik 'en omgang tæsk', som politiet formulerer det.

Den ene gerningsmand stak af, mens den anden blev så ilde tilredt, at han efterfølgende måtte behandles på skadestuen. Det samme måtte i øvrigt det 24-årige offer.

Begge gerningsmænd er anholdt og sigtet for vold. De sidder netop nu på politigården, hvor yderligere efterforskning venter. Begge vil senere blive løsladt, oplyser Østjyllands Politi.