En 59-årig mand er dømt halvandet års fængsel for at krænke 51 piger seksuelt via det sociale medie Snapchat.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelse.

Manden var mistænkt for en lang række forhold, hvor han havde kontaktet mindreårige piger via det sociale medie Snapchat.

Han havde på det sociale medie udgivet sig for at være en teenagedreng, og på den måde havde han fået flere af pigerne til at sende nøgenbilleder, ligesom han i mange tilfælde havde sendt billeder af sit underliv.

Hele sagen rullede, da en pige fra Vestjylland sammen med sine forældre anmeldte manden til Midt- og Vestjyllands Politi.

Sagen overgik til Københavns Vestegns Politi, fordi manden boede i Taastrup. Der begyndte en omfattende efterforskning, som viste, at manden havde været i kontakt med mange helt unge piger.

Helt konkret fandt politiet frem til, at den 59-årige havde været i kontakt med i hvert fald 51 helt unge piger i alderen mellem 11 og 15 år via Snapchat. Her havde han oprettet flere profiler, hvor han udgav sig for at være flere forskellige unge drenge.

I ét tilfælde gav han sig ud for at være en ung pige.

Han chattede med de meget unge piger via disse profiler, og politiet kunne efterfølgende se, at den 59-årige meget hurtigt fik drejet chatten ind på noget seksuelt.

I den forbindelse havde han sendt nøgenbilleder af sig selv, ligesom han også havde forsøgt at få mange af pigerne til at sende nøgenbilleder af dem selv.

»Sagen her er alvorlig og rigtige mange piger skal leve med mandens krænkelser. Vi ser endnu engang, at den kyniske børnelokker via internettet kan nå helt ind i børneværelset og manipulere børnene,« siger Københavns Vestegns Politi i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Det understreger, hvor vigtigt det er, at især forældrene er opmærksom på, at dette fænomen findes i den digitale verden.«

Manden blev anholdt i foråret og har siden været varetægtsfængslet.

Ud over det halvandet års fængsel, som manden blev idømt for mandag, blev han også idømt forbud mod gennem internettet at søge kontakt med børn under 18 år indtil videre.

Sagen er kørt som en tilståelsessag. Frem til afsoningen er den 59-årige varetægtsfængslet.