Den 47-årige svenske statsborger, der blev frikendt for drabet på Eddie Karl-Johan Christensen, græd af lettelse, da han blev frikendt.

Det fortæller mandens forsvarer Jens Christian Christensen.

»Han har været meget berørt. Han ville jo ringe hjem til konen og sin dreng, at nu var han frifundet for drab, men han brød simpelthen sammen og græd, sådan at jeg måtte tage telefonen og snakke med konen. Så han var meget, meget glædelig overrasket på en måde, jeg sjældent har set.«

Den 47-årige blev også frikendt for manddrab ved Retten i Hjørring i oktober, men fandt sig igen på anklagebænken, da hans medtiltalte, Bengt Johan Reistad, ankede dommen.

Den 47-årige på vej væk fra Retten i Hjørring i oktober. Han forlod retten sammen med hans søn og hustru.
Den 47-årige på vej væk fra Retten i Hjørring i oktober. Han forlod retten sammen med hans søn og hustru. Foto: Sebastian Døssing
Vis mere

Det samme gjorde statsadvokaten, der gik efter at få begge tiltalte dømt for manddrab.

Men det fandt Landsretten altså ikke, og den 47-årige blev igen frikendt for drabet på Eddie Karl-Johan Christensen.

Derfor har det også været hård kost for den 47-årige igen at finde sig selv på anklagebænken.

»Det var han overrasket over, og det krævede da også lidt for mig at forklare, at sådan er systemet skruet sammen. Men han var meget overrasket og også skuffet, det må jeg indrømme.«

Mens han blev frikendt for manddrab, blev han dog dømt efter våbenloven og usømmelig omgang med lig. det takserede Landsretten til 10 måneders fængsel.

En straf, han allerede har udstået under varetægtsfængslingen. Han kan dermed forlade Danmark, og rejse til England, hvor hans kone og barn bor, og hvor han agter at bosætte sig.

»Han tager lige et fly til Sverige i aften, hvor han har familie, og så rejser han hjem til konen og sit barn allerede i morgen, er hans plan.«

Nu vil forsvareren på vegne af sin klient kræve erstatning for den tid, han var frihedsberøvet. Straffen på ti måneder står nemlig ikke mål med varetægtsfængslingen på halvandet år.

»Så vi er langt over, hvad straffen egentlig skulle være. Og når man sidder varetægtsfængslet for drab, er det jo dobbelttakst, så vi kræver et betydeligt erstatningsbeløb, men det har vi slet ikke gjort op endnu. Nu skal han lige lande på benene.«

Den 47-årige hjalp drabsmanden, Bengt Johan Reistadt med at placere Eddie Karl-Johan Christensen på et bål, efter han blev dræbt 9. maj 2020.

Han er dømt for usømmelig omgang med lig og efter våbenloven. Hvordan forholder din klient sig til sine handlinger i den her sag?

»Som han siger; det at han var med til at putte Eddie på bålet, det vil jo være noget, han skal leve med resten af sit liv, og det har han det rigtigt dårligt med,« siger Jens Christian Christensen og fortsætter:

»Men som han siger; hvad var mit alternativ? Jeg står overfor en mand, der lige havde skudt Eddie. Han havde en pistol i hånden, mit barn ligger oppe og sover på 1. sal, og min kone er derinde – hvad gør han nu, hvis ikke jeg gør, som han siger? Det var en forfærdelig handling, og han har det rigtigt skidt med det, men han føler ikke, han havde noget valg.«