En 16-årig dreng er blevet sigtet for at sælge hash efter, at politiet gennem et par måneder har overvåget en mobiltelefon.

Nu kan mange danskere forvente et opkald fra politiet.

Sammen med en mand på 18 år og to 20-årige mænd er den 16-årige dreng sigtet for at have solgt hash fra den af politiet overvågede mobiltelefon.

Salget skete med udgangspunkt i boligområdet Trekanten i Holstebro – og det var primært den 16-årige dreng, som stod for det ulovlige salg.

I alt er de fire sigtet for at have solgt minimum 1,2 kilo hash, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Men politiet har mange andre personer i kikkerten i sagen.

For også køberne vil høre fra ordensmagten.

Og dem er der mange af.

»Vi mener at kunne dokumentere minimum 216 tilfælde af hashkøb via den her telefon, så det er også mange købere, vi skal ud at have fat i. Vi har at gøre med mange forskellige typer af mennesker i alderen 16-50 år, som altså er mødt fysisk op for at handle hash,« siger politikommissær Knud Lauridsen fra lokalpolitiet i Holstebro.

Hashkøberne vil inden for den næste måneds tid modtage et opkald fra politiet og et brev i e-Boks, hvor de bliver indkaldt til afhøring.

Den 16-årige dreng – og de tre unge mænd, som også er sigtet i sagen – vil bliver tilbudt hjælp af politiet.

»Vi vil jo rigtig gerne hjælpe de sigtede godt videre, så de kommer væk fra den kriminelle løbebane med at købe og forbruge euforiserende stoffer. Derfor vil vi tilbyde de her købere at blive kontaktet af en rådgiver fra det lokale rusmiddelcenter,« siger politikommissær Mette Bundgaard fra forebyggelsesafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi og tilføjer, at det er noget politiet i forvejen har god erfaring med at tilbyde til spiritus- og narkobilister.

Det er forbudt at være i besiddelse af hash uanset mængden, ligesom det er forbudt at købe, sælge, modtage, udlevere og fremstille hash. Det er også forbudt at køre eksempelvis cykel, knallert og bil, når man er påvirket af hash.