Kevin Magnussen røg ud i anden runde af kvalifikationen til Formel 1-sæsonens næstsidste grandprix.

For 10. gang i sæsonen var Haas-køreren Romain Grosjean hurtigere end holdkammeraten Kevin Magnussen i kvalifikationen til et Formel 1-grandprix.

I lørdagens kvalifikation til søndagens grandprix i Brasilien, der er sæsonens næstsidste, røg danskeren ud i anden kvalifikationsrunde i tiden 1 minut og 8,659 sekunder, hvilket rakte til 11.-pladsen.

Grosjean var blandt de ti bedste og kvalificerede sig dermed til tredje kvalifikationsrunde på banen i São Paulo.

Foto: PAULO WHITAKER
Vis mere

Dermed skal de to nu ud i den afgørende duel om det indbyrdes kvalifikationsregnskab mellem Haas-kørerne.

Hvis man stiller kørernes resultater i de enkelte kvalifikationer over for hinanden uden at inddrage eventuelle placeringsstraffe, står det nu 10-10 før sæsonens sidste grandprix i Abu Dhabi.

Danskeren var tidligere på sæsonen foran med 9-3, men Grosjean har fået fart i bilen på det seneste og indhentet Magnussen.

Ved begge træninger fredag var Romain Grosjean hurtigere end Kevin Magnussen. Men danskeren gik ind til kvalifikationen med selvtillid, efter at han havde mest fart i bilen af de to i sidste træning lørdag.

Foto: NELSON ALMEIDA
Vis mere

Efter Q1, der er første runde i kvalifikationen, var Magnussen helt oppe på femtepladsen. Så brød uvejret ellers løs over São Paulo, og Magnussen raslede ned i tabellen.

Kevin Magnussen sluttede som nummer 15, da det seneste Formel 1-grandprix for to uger siden blev afholdt i Mexico.

Haas-danskeren ligger nummer ni i den samlede VM-stilling med 53 point. Romain Grosjean indtager 13.-pladsen med 31 point.

Foto: SEBASTIAO MOREIRA
Vis mere

/ritzau/