En kæmpe byrde hvilede på hendes spinkle skuldre. Et ansvar for alle dem, hun elskede. Det var op til hende, om de levede, eller om de døde.

»Det lyder fuldstændig åndssvagt, men man tror, at man er gud, at man er herre over andres skæbne. Jeg troede, at det var mig, der skulle fikse det, ellers ville de dø,« smiler Claudia Rex. Næsten undskyldende.

Mange af os har prøvet lige at tjekke en ekstra gang, om døren er låst, om komfuret er slukket. Lige at flytte på ting for at skabe ro i hjernen. Små og uskyldige handlinger.

Men for andre er de tvangshandlinger og knap så uskyldige. De handler helt bogstaveligt om liv og død.

Sådan var det for én af de ‘andre’, den populære tidligere ‘Vild med dans-stjerne og nu radiovært Claudia Rex.

»Det har altid omhandlet mine forældre. Og nu også min mand og søn. At hvis jeg ikke gjorde bestemte ting, så ville de, jeg elskede, dø eller blive ramt af en katastrofe,« forklarer 33-årige Claudia Rex om de tvangstanker og -handlinger, der i en årrække styrede hendes liv og stadig kan gøre det. Omend i en mildere udgave.

Hun er nyudnævnt ambassadør for OCD-foreningen og er selv én af de 100.000 danskere, der er ramt af den psykiske lidelse.

Spoler Claudia Rex sin indre film tilbage, ser hun billeder af sig selv som fem- eller seksårig. Af en lille pige, der begyndte at få tics.

»I starten var det små tegn og fysiske ting, jeg skulle gøre, som for eksempel at holde vejret med mit strubehoved, indtil det føltes rigtigt at trække det igen,« fortæller Claudia Rex, som til tider holdt vejret så længe, at hun var tæt på at besvime.

Dengang - og langt op i sit unge liv - holdt Claudia Rex tegnene skjult. De havde ingen indflydelse på hendes liv. Hun fungerede, som hun skulle. Udenpå.

»Men da jeg blev teenager, eskalerede det fuldstændig. Der begyndte jeg at blive bange for, hvad jeg kunne forvolde af skade på dem, jeg holdt af, hvis ikke jeg udførte mine ritualer,« siger Claudia Rex.

For at hendes forældre ikke døde, skulle hun eksempelvis skabe en helt særlig spænding i hænderne og derefter pege dem et neutralt sted hen.

»Det var den onde energi, som jeg havde ophobet, der skulle skydes væk,« forklarer hun og fortsætter:

»Dengang, hvor det var værst, fyldte det nok 95 pct. af min vågne tid. Det var næsten konstant. Jeg sad og spændte og pegede med tæer, tunge, øjne, læber og hænder, indtil jeg græd.«

Hun griner. Ved godt, hvor grotesk det lyder i andres ører. Hun ved, hvor meget hun selv griner, når hun er sammen med andre OCD-ramte, og de fortæller om deres ritualer.

»Det er en kæmpe lettelse at kunne grine sammen. For det er tit helt latterlige ting, vi gør, som ikke giver mening for andre. Men for os betyder de ting alt,« siger Claudia Rex, der som teenager fik stillet diagnosen og begyndte i terapi.

»Men dengang var jeg bare et topfokuseret sportsmenneske. Jeg så ikke rigtig på det udefra,« forklarer Claudia Rex, som i dag kan ærgre sig over, at hun som ung aldrig gennemførte et helt terapiforløb.

»Hver gang jeg følte, at nu gik det godt, stoppede jeg terapien. Så først som voksen færdiggjorde jeg et forløb og fandt dén metode, der virkede for mig, nemlig at se rationelt på tingene.«

Allerede som treårig startede Claudia Rex sin dansekarriere, og som teenager befandt hun sig allerede i de professionelle rækker og vandt mesterskab efter mesterskab.

Men hverken på dansegulvet eller i skolen kendte nogen til den kamp på liv og død, der foregik inde i den spinkle pige. Som da hun var barn, lykkedes det hende at holde det skjult.

Selv mens hun var konkurrencedanser, lykkedes det Claudia Rex at holde sin OCD skjult. Her ses hun som 16-årig med sin daværende partner Damian Czarnecki.
Selv mens hun var konkurrencedanser, lykkedes det Claudia Rex at holde sin OCD skjult. Her ses hun som 16-årig med sin daværende partner Damian Czarnecki. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

»Det gjorde jeg, fordi det var og stadig er et tabu. Det er ikke noget, man har lyst til at gå og skilte med. Specielt ikke i teenagealderen.«

Men nu har hun besluttet at skilte med det. Være synlig og råbe højt.

»Det var først, da jeg blev ældre, at det var en lettelse for mig at have fået diagnosen. For jeg har nok altid været meget hård og puttet det i en kasse.«

»At have OCD var noget, som jeg måtte håndtere, når jeg fik tid til det. Og det er først som voksen, at jeg har fået sat ord på.«

»Tidligere har jeg altid bare set frygten i øjnene og håndteret det. Eller i hvert fald prøvet at udfordre mig selv,« forklarer Claudia Rex.

»Men det er hårdt. Specielt i teenageårene. Og det er derfor, at jeg vælger at være ambassadør nu. For der er rigtig mange unge, der skriver til mig for at få et råd. Og hvis jeg bare kan give en lille smule videre, gøre hverdagen lettere for bare én, er det det hele værd.«

Claudia Rex’ egen hverdag er blevet lettere i takt med, at hun er blevet bedre til at tøjle sin OCD, så den ikke stikker af for hende.

»Jeg er blevet bedre til at se rationelt på den, bryde cirklen. For helt ærligt, det er jo ikke særlig logisk, at et fly styrter ned, hvis jeg ikke sender ond energi ud gennem mine fødder. OCD'en vil altid ligge og ulme inde i én. Man slipper aldrig af med den. Men man kan lære at takle den, så den ikke fylder i hverdagen.«