Nu er den hemmelige kæreste for 'Vild med dans'-dommeren Sonny Fredie Pedersen ikke så hemmelig længere.

For ikke nok med at dansedommerens følgere får hendes navn, så afslører han også at kirkeklokkerne skal ringe.

»Vi gjorde det baby! Min kommende kone!« skriver Sonny Fredie Pedersen i et opslag på sin Instagram.

Kæresten Nika Kjun er ligesom Sonny Fredie Pedersen selv danser, og tidligere på året fortalte han, at de var klar til familieforøgelse.

I opslaget på sin Instagram skriver den 36-årige 'Vild med dans'-dommer, at de mødte hinanden i starten af 20erne, og har haft smuk, heldig og sjælden mulighed for at blive voksne sammen.

Frieriet er desuden sket i Fransk Polynesien, for det nyforlovede par står på stranden omgivet af azurblåt hav.

»Du har formet mig til den mand, jeg er i dag baby, vi har formet hinanden,« skriver han.

»De drømme vi har, de mål vi har, jeg ved vi nok skal nå dem alle i kærlighedens navn. Vi ses ved alteret min elskede. Elsker dig foraltid Nika.«

Sonny Fredie Pedersen debuterede som dommer i den seneste sæson af 'Vild med dans', og det har fået flere af hans danse kollegaer til at lykønske det smukke par.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Sonny Fredie Pedersen, der i skrivende stund ikke er vendt tilbage.