En ny omlægning af redaktionerne på Ekstra Bladet betyder et farvel til tv-live-værten Paula Larrain.

Det skriver Mediawatch på baggrund af en pressemeddelelse, som Ekstra Bladet har sendt ud.

Paula Larrian blev ansat på Ekstra Bladets tv-redaktion sidste år i april, men efter godt 14 måneder er det forbi.

Hendes farvel kommer efter Ekstra Bladets nyheds- og tv-redaktioner rykker sammen i en ny struktur og får en ny digital chef i spidsen.

»Vi er nu kommet forbi babystadiet på web-tv og er klar til at tage næste skridt, som betyder, at vores journalister på ekstrabladet.dk bruger lige nøjagtig dét virkemiddel - tekst, billeder eller tv - som giver brugerne den bedste oplevelse,« siger Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen i pressemeddelelsen om omlægningen.

Paula Larrain blev uddannet fra Journalisthøjskolen i 1994 og blev efterfølgende ansat på Radioavisen. Derudover har hun arbejdet syv år på Berlingske og i 2001 var hun med til at starte DR Morgen op.

Den 45-årige nyhedsvært arbejdede som selvstændig fra 2007 og indtil april sidste år, hvor hun vendte tilbage på skærmen hos Ekstra Bladet.

»Det er inspirerende at få lov til at arbejde et sted, hvor der er en pionerkraft af motivation. Og Ekstra Bladet er et medie, jeg altid har respekteret,« sagde hun dengang i en pressemeddelelse.

Nyheden om fyringen kommer dagen efter, at det kom frem, at Mads Holger havde taget sit eget liv. De to blev ellers gift i 2007, men skilt året efter.