Lyt til artiklen

Først lød det, at hendes tilstand var stabil, men nu er der nye og mere ildevarslende meldinger om Anne Heches status.

»På nuværende tidspunkt er Anne i ekstremt kritisk tilstand,« lyder det ifølge mediet Variety i en erklæring fra hendes talsperson.

Den amerikanske skuespiller forulykkede fredag i sin Mini Cooper i Los Angeles.

Hendes bil kørte ind i et hus, og mirakuløst kom ingen andre noget til.

Vidner har berettet – hvad også videoovervågningsbilleder siden har bekræftet – at Mini Cooperen kom kørende i høj fart og direkte ind i et hus, hvor bilen brød i brand.

Blot få minutter før den fatale ulykke, var Anne Heche angiveligt involveret i et mindre uheld. Her skulle hun have kørt ind i en garage, men stak af, selvom flere forsøgte at stoppe hende.

Ifølge talspersonen har den 53-årige skuespiller pådraget sig en alvorlig lungeskade og forbrændinger. Hun trækker vejret ved hjælp af en respirator, og er blevet opereret.

»Hun er i koma og har ikke været ved bevidsthed siden kort efter ulykken,« lyder det.

Mandag citerede CNN en kilde hos politiet i Los Angeles for at sige, at man i øjeblikket undersøger, hvorvidt Heche var påvirket af enten alkohol eller stoffer, da hun satte sig bag rattet.

Kendismediet TMZ er i besiddelse af en video, der efter alt at dømme viser Anne Heches bil køre i høj fart ad en gyde, hvor den er meget tæt på at ramme en fodgænger.

Det tog 59 brandfolk 65 minutter at slukke ilden og få Heche ud af bilen.