Fredag meddelte sportsværtsparret Heidi Frederikke Sigdal og Anders Sigdal, at de efter godt et halvt år hver for sig og planer om skilsmisse nu har fundet sammen igen.

'Vi er glade. Og vi har det godt. Alle fire. Både vores børn og os,' skriver Heidi Frederikke Sigdal i en SMS til BT.

Tidligere på dagen offentliggjorde parret nyheden på det sociale medie Instagram, hvor Heidi Frederikke Sigdal samtidig kunne fortælle, at det netop i dag er hende og gemalens fem års bryllupsdag.

'I dag er det fem år siden, jeg giftede mig med ham her. Og efter 6-7 måneder fra hinanden er jeg uendeligt glad for, at vi er sammen igen og også kan fejre vores femte bryllupsdag sammen. Og forhåbentlig mange mange flere!!!' lød det i opslaget, som er ledsaget af et billede af det smilende par.

De to blev gift tilbage i 2012, og i marts i år offentliggjorde de nyheden om, at de nu ville gå hver til sit. I en sms til BT bekræftede Heidi Frederikke Sigdal dengang bruddet og fortalte samtidig, at det var en fælles beslutning, og at de to stadig var meget gode venner. Bruddet viste sig dog heldigvis at være kortvarigt.

Heidi Frederikke Sigdal og Anders Sigdal har sammen to børn, og den i år lidt ekstra glædelige bryllupsdag skal fejres sammen som familie under helt afslappede forhold.

'Det fejrer vi sammen med vores børn, take away og et glas rødvin!' skriver Heidi Frederikke Sigdal til BT.

Den 39-årige tv-vært er i øjeblikket at se i Go' Morgen Danmark, hvor hun agerer vikar for Louise Wolff. Tidligere har hun været kendt som sportsvært på TV 2.

Anders Sigdal er også en mangeårig sportsvært blandt andet hos TV 2. For tiden arbejder han for Unibet, hvor han blandt andet dækker golf og som pressechef for den danske Europatour-turnering i golf, 'Made in Denmark'.