Det var lige før, der skulle ansættes sikkerhedsvagter hos Kvicksko og Nøgleservice i Søndergade i Herning fredag. Det skriver Herning Folkeblad lørdag.

I hælebarens baglokale lå der nemlig to poser med fem par håndlavede støvler af mærket Dolce & Gabbana. Fodtøjet repræsenterer en værdi af ikke mindre end en halv million kroner.

De fem par skulle gøres klar til den australske verdensstjerne Kylie Minogue, der som bekendt indleder sin verdensturné i Jyske Bank Boxen lørdag aften.

- Nu laver jeg sgu' sko for Kylie Minogue - den dejlige kvinde, som vi har fulgt i 20 år. Det er da for nice! Er det ikke vildt, spurgte skomager Jack Madsen Folkebladets udsendte, der fredag besøgte den herningensiske hælebar.

Jack Madsens opgave var at sætte gummisåler under de kostbare støvler, så Kylie Minogue ikke risikerer at skride på scenen lørdag aften. Og der bliver god brug for gummisålerne, for scenen er udstyret med springvand i bedste Las Vegas-stil, skriver Herning Folkeblad.