»Det er pragtfuldt. Demokratiet har talt, og det er jeg meget glad for.«

Sådan lyder det fra Jørgen Olsen, da B.T. fanger ham over telefonen torsdag.

Årsagen til den 71-årige sangers jubel skyldes, at en årelang strid over Fredens Havn vest for Christiania i København forleden blev afgjort.

Striden var mellem fastlandsbeboerne og en række hjemløse, udsatte og udenlandske borgere, som i de seneste mere end ti år har haft bosat sig i både i havnen.

Det er dog nu slået fast, at beboerne på vandet ikke må være der.

Til stor glæde for Jørgen Olsen, der tidligere har ytret sin utilfredshed med, at beboerne på vandet for eksempel har forurenet vandet ved at forrette deres nødtørft i vandet.

»Jeg er meget, meget glad. Nu håber jeg bare, at de mennesker, som boede der, bliver ordentligt behandlet og får et andet sted at sove og spise, og det har kommunen lovet, at de vil,« siger han.

'Brødrene Olsen'-sangeren afviser, at der har været tale om en kamp mellem de fattige hjemløse og de rige villaejere, som har fået deres udsigt ud over vandet spoleret af de mange både.

Arkivfoto af bådene i Fredens Havn.
Arkivfoto af bådene i Fredens Havn. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Det er det, som I journalister gerne vil have det til at se ud som, men det er slet ikke en kamp mellem rig og fattig,« siger han og fortsætter:

»Det her er et spørgsmål om, hvad man kan tillade sig inden for de demokratiske retningslinjer. Og ligesom jeg ikke må parkere min campingvogn i Kongens Have og slå mig ned der, så må man ikke hangre sin udslidte båd op i Fredens Havn.«

Selvom Jørgen Olsen altså er tilfreds med den endelige afgørelse i sagen, så er der dog stadig utilfredshed at spore hos sangeren.

Ifølge ham har det nemlig taget alt for lang tid at nå beslutningen om at rydde havnen.

»Det er fuldstændig vanvittigt, at det har taget så lang tid. Hvis kommunen havde gjort noget med det samme, da de første fem både lå illegalt derude, så havde oprydningen ikke kostet 26 millioner, som den vil gøre nu.«

Oprydningen af havnen forventes færdig i uge tre.

Allerede nu er mange både dog fjernet, hvilket Jørgen Olsen er yderst begejstret for.

»Min kone og jeg gik en tur i går, og naturen er allerede ved at komme frem igen. Det er pragtfuldt, for det har godt nok ikke været et pænt syn derude.«