Hun har været massivt omtalt i utallige medier, siden hun blev sigtet for narkohandel. Nu slår den 40-årige erhverskvinde tilbage og kalder via sin advokat flere påstande i ugens Se & Hør for usande.

Hun er endnu ikke selv stået frem for at fortælle sin version af sin tur i retten.

Men med hjælp af sin advokat Jørgen Lange forsøger den sigtede 40-årige kvinde fra en af Danmarks mest magtfulde familier nu at få styr på nogle af de mange historier, der flyder rundt.

I går aftes kommenterede hun således gennem advokaten en række detaljer i de historier, som ugebladet Se & Hør bringer denne uge under opsigtsvækkende overskrifter som 'Snedronningen' og 'Coke i lange baner'.

Bladet skriver blandt andet, at den 40-årige jetsetter allerede som 25-årig forsøgte at slippe ud af kokain-afhængigheden ved at lade sig indlægge på en afvænningsklinik.

En historie, som kvinden selv ikke kan genkende.

- Påstanden er ikke rigtig, og min klient beder om nærmere information og eventuelle kilder til påstanden, lyder det kort og kontant fra advokaten.

Se & Hør fortsætter i endnu en artikel med at underbygge deres påstand om narkomisbruget og skriver, at en kilde, der har flere gange har festet sammen med jetsetteren, fortæller, at hun holdt vilde fester, hvor hun forsynede sine gæster med kokain.

Også dette afviser kvindens advokat og udfordrer den anonyme bekendte til at vise ansigt.

- Historien er ikke sand. Min klient beder den unavngivne kilde om at træde frem og stå ved sin påstand, så min klient har mulighed for at forsvare sig.

Udover at hun skulle have været ude i et kokainmisbrug fortæller Se & Hør også, at den sigtede kvinde i maj skulle have underholdt et selskab af engelske forretningsforbindelser på restauranten Mash og her tilfældigt være stødt på en Se & Hør journalist, der overhører en af de engelske gæster bede jetsetteren om mere kokain.

Det afviser Jørgen Lange, der generelt kritiserer ugebladet for at bruge anonyme kilder og ikke at have forelagt hans klient sagerne.

- Også denne påstand er usand. Min klient meddeler, at hun ikke har kendskab til og dermed heller ikke har underholdt engelske forretningsforbindelser, og at hun i øvrigt ikke har kendskab til den omtalte journalist.

Måske slutter sagen ikke her. For i slutningen af meddelelsen forlyder det, at påstandene er stærkt skadende, og at hun nu overvejer det videre forløb.