Mikkel Borg Bjergsø elsker København. Til gengæld efterlyser han god service, gastronomisk udsyn og vild arkitektur.

Hvad er dit forhold til København?
»Jeg elsker København. Den er overkommelig, tilpas stor og tilpas lille - og har mange gode ting at byde på trods sin størrelse. Her er gode barer og cafeer, og byen er rimelig broget. Der er Vesterbro og Sydhavn, som stadig har noget af det gamle arbejderkvarter tilbage. Vi har fede parker, god arkitektur, og det er nemt at komme ud af byen. Det er ikke så tit, at man møder det i hovedstæder.«

Hvad synes du om den gastronomiske scene i København? 
»De sidste 15 år har vi haft stort fokus på det nordiske køkken med restauranter, der dyrker råvarerne i baghaven. Det har været fint, og det har gjort en masse for dansk gastronomi og for byen, men jeg synes, det er ved at være på tide, at vi ser ud i verden. Jeg savner flere japanske og mexicanske restauranter. Jeg har selv en drøm om at åbne en thairestaurant en dag.«

Hvor finder du mest ro?
»Valbyparken. Det er blandt andet der, jeg løber. Jeg kobler virkelig fra og behøver ikke tænke på noget. Parken er jo kæmpe stor med både træer, park og vand - det virker som et uudforsket sted. Og når man så render rundt derude næsten uden at se andre mennesker, opdager man nye stier, og pludselig møder man en flok lamaer. Det er sgu ret vildt. Man får tid til at tænke. Det er mit eget sted.«

Hvor kommer du sjældent i København?
»Indre by. Det siger mig ikke noget. Det er for kommercielt og turistet. Jeg synes generelt, kvalitetsniveauet falder, når man kommer derind, og jeg synes ikke, at det er det, København skal kendes på, så jeg håber, at turisterne også tager ud i brokvartererne. Det er der, man oplever København.«



Hvad ville du vise en turist i København?
»Christiania. Ikke specielt pusherstreet, men alle husene. Jeg ville vise, hvordan folk lever derude. Derefter Vesterbro med Kødbyen og Istedgade. Det vil være interessant at se en bydel, som stadig er lidt broget - du kan både opleve de mest trendy barer og restauranter, strippere og mændenes hjem - der er stadig noget diversitet på Vesterbro, uden at man på nogen måde føler sig utryg. Vi skulle også til Refshaleøen, som jo er et vildt område med masser af gammel industri.«

Hvad mangler København?
»God service. Københavns serviceniveau er virkelig elendigt. Der er opstået en tendens til, at hvis du er bartender eller tjener, er du det for din egen skyld, ikke fordi, du vil gøre noget godt for gæsten. Det er jo helt misforstået. Jeg synes også, vi mangler noget lidt vildere og mere eksperimenterende arkitektur. Det er ikke, fordi jeg er fan af ti etagers højhuse, men hvis vi gerne vil være en storby, kan vi godt give lidt mere los hvad angår mere eksperimenterende boligløsninger. Sådan noget som Teglholmen og Ørestad er jo simpelthen så kedeligt at se på. Så har Bjarke Ingels godt nok bygget VM huset og 8-tallet, men det er stadig kedeligt i  forhold til højhuse, hvor folk har haver i 40. etage.«

Kan du komme på en nyere bygning, der gør byen smukkere?
»Operaen er meget storbyagtig. Der er ikke noget jantelov over den, og det kan jeg godt lide. Olafur Eliasson tænkte efter sigende på Christiania, da han designede de tre store lysekroner, som hænger i foyeren. Når man ser dem fra den anden side af vandet, ligner det Christianias flag med tre prikker på en rødlig baggrund. Det er fedt, at sådan noget kan lade sig gøre i en by som København.«

Hvad ville du sige til byens politikere?
»Vi skal være bedre til at støtte nytænkning til at hjælpe unge erhvervsdrivende. København kunne være endnu mere interessant, hvis vi brugte noget mere energi på det, i stedet for at snakke om skattelettelser og boligpriser. Tag et område som Reffen, hvor unge har kunnet starte noget op uden at låne en masse penge - den del af vores kultur er der meget lidt fokus på. Og så synes jeg, man skulle give flere facader til street art.«

Jeres hovedkvarter ligger i Carlsberg-byen. Hvad synes du om det område?
»Jeg ved, at der har været en del ballade om området - det er jo næsten blevet fy ikke at være sur på Carlsbergbyen, men det er jeg altså ikke. Det er 100 gange federe end Ørestad - blandt andet fordi det ligger tæt på alting. Det er et sted, der udvikler sig hele tiden, der popper nye huse op, men man bevarer stadig noget af det gamle. Så jeg er ikke ubetinget fan, men jeg er bestemt heller ikke pissesur.«

Hvor er du oftest lykkelig i byen?
»Hjemme med min familie. Jeg rejser rigtig meget, og mit arbejdsliv er meget socialt, så når jeg er hjemme med min familie, sætter jeg virkelig meget pris på det«