Mange troede, det var en aprilsnar, da Dennis Knudsen 1. april annoncerede, at han skulle være far til fire. Men det var ganske vist – og nu er det lige op over.

Om fem dage rejser han til Los Angeles, og hvis alt går som planlagt, kommer hans døtre til verden to dage senere.

Den rugemor, der har båret tvillingepigerne i snart ni måneder, er sat til at føde ved kejsersnit torsdag 15. september.

»Jeg glæder mig helt vildt og skal med ind til kejsersnittet,« siger den 59-årige kendisfrisør til B.T.

»Der bliver knald på. Jeg har været vant til at have to blebørn det sidste år, nu kommer jeg til at have tre – for Lucas er lige blevet renlig.«

Siden Lucas for tre år siden kom til verden, har rollen som far fyldt alt i Dennis Knudsens liv. Ikke mindst fordi han har insisteret på selv at udfylde den. Men når familien går fra tre til fem, kommer der til at ske ændringer, siger han.

»Jeg har fået en lokal, halvvoksen dame, der kommer og hjælper til, jeg har rengøringshjælp en gang om ugen, to unge piger kommer og leger med børnene og laver praktiske ting, og så er jeg jo selv rigtig meget hjemme,« siger Dennis Knudsen, der netop har solgt sin frisørsalon i København for at koncentrere sig om familielivet.

Inden afrejsen på tirsdag er han i gang med de allersidste forberedelser.

Dennis Knudsen med sønnen Lucas foran huset i Korsør, hvor de to bor sammen med Noah, der kom til verden sidste sommer og de to piger, Aura og Naomi, der efter planen kommer til verden om en uge.
Dennis Knudsen med sønnen Lucas foran huset i Korsør, hvor de to bor sammen med Noah, der kom til verden sidste sommer og de to piger, Aura og Naomi, der efter planen kommer til verden om en uge. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Navnene har han næsten på plads – han regner med at tage imod en Aura og en Naomi.

»Vi har malet værelset lyserødt, og nu skal jeg bruge lidt tid til at finde ud af, hvad der er godt for tvillinger. Skal de have samme døgnrytme – sove og spise sammen eller ej,« siger han, der gerne vil gøre det, der er bedst for de to, men indrømmer, at der også er noget logistik, der skal gå op.

Da Dennis Knudsen i juni sidste år blev far til Noah, havde han sin ældste søn Lucas med til USA. Denne gang tager han turen alene.

»Det bliver hårdt at undvære drengene i ti-tolv dage, men det er i deres tarv at blive hjemme sammen med nogen, de kender, frem for at sidde på et hotelværelse i Los Angeles med to små babyer og mig, der er fraværende,« siger han.

I stedet tager Dennis Knudsen en veninde med på rejsen, hvis han skulle få brug for et par ekstra hænder.

Alle fire børn er biologiske søskende. Det vil sige, at Dennis Knudsen er far, mens den samme amerikanske kvinde har doneret æg. Men mens drengene blev båret af en rugemor fra Arkansas, er det en kvinde fra Los Angeles, der har været rugemor for pigerne.

59-årige Dennis Knudsen bliver snart far til fire.
59-årige Dennis Knudsen bliver snart far til fire. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Drengenes rugemor ammede de første ti dage. Det håber den kommende far også, at pigernes rugemor vil.

»Men det kommer an på mælkeproduktionen. Hun har aldrig født ved kejsersnit før, så hun ved ikke, hvordan det bliver. Vi har stadig kontakt med drengenes rugemor. Jeg håber, det samme kommer til at gælde for pigernes, men vi kender ikke hinanden endnu,« siger han om rugemoderen, der bor i Los Angeles med sin mand og børn, men som Dennis Knudsen indtil videre kun har mødt på Facetime.

Efter fødslen flytter han på hotel med de nyfødte piger, mens papirerne bliver gjort klart til, at han kan tage dem med til Danmark.

»De bliver amerikanske statsborgere, så vi skal have styr på pas og security-numre,« siger han og væbner sig med tålmodighed:

»Hvis vi kan være hjemme inden 14 dage, er det fantastisk. Indtil da glæder jeg mig til som stolt far at gå rundt med barnevogn på Rodeo Drive.«