Operationen var vellykket. Endnu en ballonudvidelse og en stent var på plads tæt på hjertet. Nu stod lægen veltilfreds ved hospitalssengen. 'Må jeg tage hjem?' spurgte patienten. 'Nej,' svarede lægen.

»Så snart han havde lukket døren, pillede jeg ekg-elektroder og drop ud af hånden. Og så skred jeg bare. Jeg kunne simpelthen ikke holde tanken ud om, at jeg skulle ligge der uden at have noget at drikke. To timer senere var jeg bevidstløs af druk. Helt væk fra omverdenen. Det var sindssygt,« siger Carsten Olsen. Flov over sig selv.

Han er bedre kendt som Den skaldede kok. Ham der, med sin jordnære og ligefremme tilgang til madens verden, for 20 år siden blev danskernes yndlingskok og aldrig var nærig med sig selv.

Siden har vi fulgt ham i tykt og tyndt. Været med, da han gennemgik en gastric bypass-operation, da han døde på operationsbordet og hørt ham fortælle om sønnen Casper, der fik stillet diagnosen paranoid skizofreni.

Carsten Olsen fortalte åbent om sønnen Casper, der i en alder af 24 år fik stillet diagnosen psykotisk og skizofren. Men trods det er velfungerende.
Carsten Olsen fortalte åbent om sønnen Casper, der i en alder af 24 år fik stillet diagnosen psykotisk og skizofren. Men trods det er velfungerende. Foto: Simon Skipper
Vis mere

Men han skulle blive 56 år, før han i biografien 'I medgang og misbrug' løftede sløret for dét alkoholmisbrug, der har været hans følgesvend i alle årene.

»En forfærdelig kammerat. Ikke en god ven. Men den er stabil,« siger Carsten Olsen om alkoholen.

Skimmer man hans cv, ser det imponerende ud – lige fra han som 16-årig startede som kokkeelev på D'Angleterre, tog turen videre til en tjeneruddannelse på Plaza Hotel, fulgte op med egen restaurant i Tivoli, var succesfuld tv-kok, havde cateringfirmaet Den skaldede kok, udgav bøger og havde hyggejob som musiker ved siden af.

Men alkoholen var med hele vejen. Først i det skjulte med flasker gemt under sofaen, bag bøger og cd'er. Men med årene eskalerede det, og flaskerne kom frem på bordet.

»Jeg drak tre liter rødvin og halvanden til to flasker vodka om dagen. Faktisk drak jeg kun om aftenen, så den mængde drak jeg på en til halvanden time. Det var fuldstændig vanvittigt. Min krop var også ved at stå af,« fortæller Carsten Olsen.

Skal han beskrive en typisk dag i alkoholens vold, lyder den sådan her:

»Når jeg vågnede om morgenen, var jeg jo stadig skidefuld, fordi jeg havde drukket de mængder. Men jeg tog på arbejde, og op ad eftermiddagen fik jeg rysteture af abstinenser.«

»Så når jeg kom hjem fra arbejde, sad jeg bare og ventede på, at familien gik i seng, så jeg kunne sætte mig til rette i sofaen og angribe vin og vodka.«

»Jeg kunne næsten ikke have det, hvis det tog for lang tid, før de gik i seng. Ikke fordi jeg holdt drikkeriet hemmeligt for min familie. Men jeg var flov over det og syntes ikke, at de skulle se mig i den tilstand. Jeg lignede jo lort,« forklarer Carsten Olsen, som det ikke desto mindre lykkedes at passe sit arbejde. Og tilmed passe det godt.

Den skaldede kok i sine velmagtsdage før sin gastric bypass-operation.
Den skaldede kok i sine velmagtsdage før sin gastric bypass-operation. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

Men når han i dag ser tilbage på det, er han rystet over, hvor meget han drak.

»Jeg har ikke det dér filter. Jeg gør ikke noget lidt. Jeg gør alting meget mere, end jeg skal. Også druk.«

Det manglende filter var ikke den eneste grund til, at Carsten Olsen landede på bunden af spritflasken.

»Jeg har lagt en masse ting i rygsækken gennem årene. Dæmoner, jeg har kæmpet med. Ting, jeg har fået rodet mig ud i og ikke fået bearbejdet. Stress og jag. Tanken om ikke at slå til og være god nok. I dag kan jeg godt se, at jeg ikke har haft noget at have det i. Men det kan man ikke se, når man gemmer på tingene.«

»Så jeg drak, til jeg var bevidstløs. Og når jeg var det, var alt skønt. For man besvimer bare og skal ikke tænke på noget, før man vågner. Men så starter det forfra.«

14 genstande om ugen lyder Sundhedsstyrelsen anbefaling for mænd. Med et ugentligt alkoholforbrug på 21 liter vin og 15-18 flasker vodka lå Carsten Olsen i årevis langt over 500 genstande.

Alligevel erkendte han ikke, at han var alkoholiker. Eller lyttede til sin krop, som gang på gang sendte ham til tælling. Helt bogstaveligt.

Adskillige gange har Carsten Olsen været indlagt på grund af forskellige skader forårsaget af alkoholen. Billedet her er fra 2016, året, hvor hans misbrug toppede.
Adskillige gange har Carsten Olsen været indlagt på grund af forskellige skader forårsaget af alkoholen. Billedet her er fra 2016, året, hvor hans misbrug toppede. Foto: Emil Hougaard
Vis mere

Første gang var i 2012, hvor lægerne måtte lukke 27 huller i hans mave – følgevirkninger af alkoholen – og han døde på operationsbordet. Og igen i 2016, hvor han to gange inden for få måneder fik en blodprop i hjertet. Begge gange fik han en ballonudvidelse og stent.

Det var dér, misbruget var på sit højeste, dér, han skred fra hospitalet, fordi han ikke kunne overskue et døgn uden alkohol.

»Når jeg tænker over det, har jeg været ret egoistisk, taget alt for let på tingene og været for ligeglad. Både i forhold til mig selv, men også mine nærmeste, der ville mig det godt og passede på mig.«

»Jeg har bare været pisseligeglad. Jeg udfordrede døden og livet. Men jeg ville bare hjem og have noget at drikke. Og det er jeg virkelig flov over og ked af,« siger Carsten Olsen, som til januar kan fejre fire år uden alkohol.

»Jeg kunne have været død af druk så mange gange. Jeg har virkelig haft en skytsengel.«

'Den skaldede kok: I medgang og misbrug' er netop udgivet på Muusmann Forlag.