Hun har kun været skuespiller i fem år, men er allerede belæsset med priser. Danica Curcic er aldrig bange for at udfordre sig selv og vil helst balancere på grænsen af sin maksimale ydeevne. Ihærdigheden har hun arvet fra sine serbiske forældre. De har lært hende, at hun altid skal gøre sit bedste.

Sidste år begyndte Danica Curcic at ryge. I en alder af 31 år.

Før optagelserne til filmen ’Darling’, der har premiere i næste uge, var hun igennem en af de hidtil hårdeste udfordringer i sin karriere.

For at forandre sin krop til rollen som prima ballerina på Det Kongelige Teater skulle hun tabe sig 14 kilo og lære at danse ballet.

En udfordring som skuespilleren tog imod med kyshånd. For hun vidste, at det ville blive endnu én af de krævende udfordringer, som hun har opsøgt, siden hun var helt ung.

Stram plan

I filmen får Danica Curcics karakter en skade, der bringer hende på randen af et nervøst sammenbrud, som truer hendes karriere, hendes kærlighedsforhold og hendes selvværd.

For at blive klar til rollen kastede hun sig over læssevis af biografier og fagbøger om ballet, fulgte en ballerina i London, der dansede den klassiske ballet ’Giselle’, som filmen handler om, og så morgentræningen på Den Kongelige Ballet.

Billeder fra optagelserne til den spritnye film ’Darling’. Foto Christian Geisnø
Billeder fra optagelserne til den spritnye film ’Darling’. Foto Christian Geisnø
Vis mere

Men det var det intensive fysiske forløb, der for alvor krævede benhård disciplin af skuespilleren.

»Jeg havde to trænere i fire måneder og lavede pilates, fik personlig træning, ballet-timer og gik til svømning. Hver dag. Jeg havde kun fri om søndagen. Samtidig fulgte jeg en meget stram kostplan, hvor alt det gode – som mælkeprodukter, sukker, hvede og alkohol bare ikke eksisterede.«

Hun holder en pause, og begynder at le.

»Så lige dér begyndte jeg at ryge. For selvfølgelig skal man have en last, når man får frataget al livsglæde. Det var så langt ude. Når jeg var ude at spise, spurgte jeg tjeneren om de havde glutenfri, sukkerfri og alt muligt-fri. Og hvad var der egentlig i den dressing til salaten,« siger den 32-årige skuespiller.

Hun røg et år, så stoppede hun igen. Nu ser hun ud til at befinde sig rigtig godt med at være tilbage på normalvægten og i sin sædvanlige kampform.

Stjernefrø

Det er kun fem år siden, at Danica Curcic kunne skrive professionel skuespiller på sit cv. Men det er langt- fra den første uddannelse, hun har taget. Og langtfra den eneste store udfordring, hun har taget op.

Hun sætter en ære i at presse sig selv og prøve sine evner og grænser af.

Allerede som 17-årig begyndte Danica Curcic på Københavns Universitet, og som 18-årig kunne hun kalde sig bachelor i film- og medievidenskab.

»Mine forældre har altid støttet mig, men i Serbien er der ikke noget, der hedder et sabbatår. I vores familie var det ikke til diskussion, at jeg skulle videre med det samme efter gymnasiet, og at jeg skulle tage en videregående uddannelse.«

Danica Curcic er født i Beograd, hvor både hendes far og en mor var journalister, men da hun var ét år, kom familien til Danmark, da hendes far fik arbejde på det daværende Jugoslaviens ambassade i København.

»Det var meningen, at vi skulle tilbage til Beograd efter nogen tid i Danmark. Som lille troede jeg altid, at vi skulle tilbage. Men så fik min far forlænget sin stilling, og i 90erne begyndte uroen på Balkan med den jugoslaviske borgerkrig, og mine forældre fik mulighed for at slå sig ned i Danmark.«

Så i stedet for at vokse op i et borgerkrigshærget Serbien, endte Danica Curcic med at vokse op på Amager, hvor hun i de første skoleår gik på en international skole sammen med sin lillebror.

Opdraget til kunst

Når man spørger, hvor hun har sit kreative talent fra, bliver hun svar skyldig.

»Jeg ved det faktisk ikke ...«.

Ingen i hendes familie har en kunstnerisk uddannelse eller karriere bag sig. Til gengæld var det vigtigt for både hendes far og mor, at deres børn fik musik med i bagagen.

»Vi er vokset op med altid at spille musik. Både min bror og jeg blev sendt til musikundervisning. Min bror spillede klaver og saxofon, og jeg spillede klaver og lærte også at spille harmonika,« siger Danica Curcic, der meget hurtigt viste sig at have et særligt talent ved klaveret.

»På et tidspunkt troede jeg, at det kunne være en vej for mig at blive klassisk pianist. Men lige inden gymnasiet fandt jeg ud af, at det nok ville blive for ensomt at sidde fem til seks timer hver dag og øve – alene.«

I 2015 vandt hun en Bodil for årets bedste kvindelige hovedrolle i filmen ’Stille hjerte’. Bodilprisen er kritikernes filmpris, som er blevet uddelt siden 1948. Foto Simon Skipper
I 2015 vandt hun en Bodil for årets bedste kvindelige hovedrolle i filmen ’Stille hjerte’. Bodilprisen er kritikernes filmpris, som er blevet uddelt siden 1948. Foto Simon Skipper
Vis mere

At man skal arbejde hårdt for dét, man gerne vil, er en arv fra hendes forældre.

»De har givet mig en arbejdsdisciplin, der handler om, at man hele tiden skal presse sig selv til at blive bedre til dét, man kan, og at man skal stole på sin passion. Måske er det fordi, de kommer fra et andet land og har bosat sig her. Det er nok noget med, at man skal gøre sit bedste for at klare sig godt,« siger hun.

Priserne

Foreløbig er det gået ret godt med at presse sig selv, og stole på dét, hun brænder for.

Det konkrete bevis kan ses i kolonihavehuset på Amager, hvor der allerede står en pæn samling priser.

Der er en Bodil og en Robert for rollen i Bille Augusts’ ’Stille hjerte’. I Berlin blev hun i 2014 udråbt som ’Shooting Star’. Hun har den lille statuette af Ove Sprogøe, som følger med Nordisk Films ’Ove Sprogøe-pris’ samt Lauritzen Fondens talentpris fra 2013 og ikke mindst den store Lauritzen Pris, som hun fik i september, sammen med en check på 250.000 kroner. Men det har aldrig været for prisernes skyld, at hun valgte skuespillet.

Danica Curcic får den dansk kulturpris Ove Sprogøe prisen af Marianne Jelved. Prisen gives til en person, der har ydet en usædvanlig præstation på teater, film eller tv. Foto Jens Nørgaard
Danica Curcic får den dansk kulturpris Ove Sprogøe prisen af Marianne Jelved. Prisen gives til en person, der har ydet en usædvanlig præstation på teater, film eller tv. Foto Jens Nørgaard
Vis mere

Hun kastede sig for alvor ud i faget, da hun tog sin anden uddannelse. Som 19-årig.

På en alternativ teaterskole i Californien mærkede hun, at hun for alvor kunne flyve med egne vinger.

»Jeg havde været i Spanien på et Erasmus-udvekslingskursus, fordi jeg bare ville ud, ud, ud. Jeg ville væk fra de roller, jeg havde herhjemme, så jeg meldte mig ind på Granada Universitet, hvor jeg tog de mærkeligste kurser og samtidig lærte spansk. Derefter tog jeg til USA med min første kæreste, som jeg havde mødt på Christiania, men jeg glemte at ringe til mine forældre i en uge, så de troede, jeg var forsvundet, og fik sat en politi-eftersøgning i gang. Så lærte jeg dét,« ler Danica Curcic ved tanken om sin første store kærlighed.

Hun var vildt forelsket, og de rejste, på bedste hippie-manér, rundt i en van uden penge.

»Vi arbejdede os frem, og han viste mig en alternativ måde at leve på,« siger Danica Curcic, der i Californien stødte på den alternative teaterskole Dell’Arte International, som hun meldte sig ind på.

»Selvom den første tid var sådan noget med at kaste sten i havet, kramme træer og lege, at man var en alge i vandet, var det en øjenåbner for mig at komme ind på den skole. Jeg forstod det ikke helt i begyndelsen, men det handlede om at skrælle alle vanerne af for at forstå, hvem man egentlig er. Skolen gav mig troen på, at jeg har en kreativ stemme og ikke bare er en dukke, der skal føres i snor,« siger Danica Curcic.

Klassisk teater

Hun savnede dog at arbejde med sprog og tekster i mere klassisk forstand og rejste til San Francisco, hvor hun meldte sig til et intensivt kursus på den klassiske teaterskole ACT (Actors Conservatory Theatre) .

»Jeg mødte op i mine regnbuefarvede bukser og lavede min ilddans, alligevel tilbød de mig et stipendium, da jeg var færdig,« smiler hun ved tanken om den første uddannelse i sit liv, som hun dog besluttede at droppe.

I stedet købte hun en billet hjem og søgte ind på Statens Teaterskole.

»Det var dét, jeg havde drømt om. Det var dét, jeg ville,« siger hun, der kom ind i første hug.

Dog ikke uden et bump på vejen ved optagelsesprøvens sidste runde.

»Jeg brækkede næsen under optagelsesprøven, det var så sindssygt,« siger hun og griner ad det uheld, der kunne have givet hendes karriere et permanent fysisk knæk.

»Vi var nået til sidste runde og var alle høje på adrenalin, fordi vi var så tæt på. Under en impro-øvelse, hvor vi skulle vågne som dyr, forestillede jeg mig selvfølgelig, at jeg var løvinde. Ved siden af mig lå Mikkel Boe Følsgaard, der spillede slange, og Ulla Vejby, der var en mus. Både Mikkel og jeg skulle over at æde den skræmte, lille mus, og jeg krøb op på hende bagfra. Men pludselig vendte hun sig om og bankede sin hage lige op i min næse, så der lød et knæk,« siger Danica Curcic og understreger, at uheldet var hendes egen skyld.

Foto: Emilia Therese
Vis mere

Resten af prøven gennemførte hun med en brækket næse.

Kort efter fik hun besked om, at hun var kommet ind på den eftertragtede skole. Og tre år efter kunne hun kalde sig skuespiller.

De første to år efter skolen følte hun sig meget sårbar.

»Jeg var meget ambitiøs, sagde ja til alt og havde brug for at høre alle menneskers mening om alt, hvad jeg lavede. Jeg havde måske 10 mennesker, jeg spurgte til råds om mit arbejde. I dag har jeg kun en to-tre stykker, når jeg skal have gode og helt ærlige råd. Jeg kender mine svagheder og mine styrker meget bedre, og først og fremmest stoler jeg meget mere på det, jeg kan.«

USA igen

Indtil videre er det blevet til ni spillefilm, tre tv-serier (med en enkelt afstikker til svenske ’Wallander’) samt et uspecificeret antal teaterforestillinger. Alt sammen på bare fem år.

Da Danica Curcic sidste år havde afsluttet optagelserne til den nye film ’Darling’, tog hun hul på en ny karriere, der bragte hende tilbage til USA. Hun havde fået en bærende rolle i Stephen Kings tv-serie ’The Mist’ på Netflix.

Men det var ikke uden overvejelser, at hun sagde ja.

»Man skriver under på, at de ejer én i fem år. Så jeg var betænkelig. Til gengæld får man en god løn,« siger hun med et skævt smil.

»Men grunden til, at jeg sagde ja, var, at jeg skulle spille en ærkeamerikaner. Ikke en skandinav, eller en pige med rødder i et andet land og en sjov accent, men en indfødt amerikaner. Det var en udfordring, jeg gerne ville prøve kræfter med. Og så var det danskeren Christian Thorpe, der var showrunner (hovedforfatter, red.) på serien. Ham havde jeg arbejdet rigtig godt sammen med i ’Stille hjerte’.«

Foto: EPA/BRITTA PEDERSEN
Vis mere

På trods af at der var meget ventetid i traileren mellem optagelserne, elskede hun opgaven, fordi endnu en gang lærte hun en masse.

»På sådan et projekt skal du bare gøre, hvad der bliver sagt. Det var en virkelig fed øvelse, for jeg måtte bare få det til at fungere.«

Hun fandt ud af, at amerikanske tv-serier er en yderst velsmurt maskine, hvor der ikke er meget tid til at trække vejret.

»Det var et kæmpe setup. Jeg havde en solo-scene på kirkegården, hvor min mor lige var død, jeg fandt hendes gravsted, og jeg skulle falde ned på knæ. Der var 150 mennesker og masser af kameraer og lys og det hele. Alting gik ret hurtigt, og de sagde:

’Godt, vi er klar til dig. Du kommer løbende – her. Falder på knæ – her. Og bryder sammen – her. Værsgo ...’

Alligevel har det været en ’meget, meget stor oplevelse.

»Selvfølgelig vil jeg gerne lave mere på engelsk. Nu har jeg jo fundet ud af, at jeg kan, så nu vil jeg gerne blive bedre. Men det skal være et godt projekt og noget, jeg brænder for. Det skal ikke bare være ’fordi det er Hollywood’.«

For Danica Curcic er det en gave at være skuespiller.

»Du kan få lov til at udleve ting, du aldrig får lov til i det virkelige liv. Det synes jeg er meget smukt. Jeg møder mange sider af mig selv gennem de roller, jeg spiller, og lærer mig selv bedre at kende. Jeg tror, at jeg har fundet mig selv gennem skuespil.«