Ditte Julie Jensen, som var med i 'Den store bagedyst' i 2015, bliver nu stævnet af sin eksmand.

»Der er nogle ting, som vi ikke kan blive enige om i forhold til bodelingen,« fortæller Marck Topgaard, som dannede par med kendissen igennem 12 år.

»Jeg har valgt at udtale mig om sagen for at få den rette historie ud. Der er som sådan ikke noget dramatisk eller grimt eller noget som helst med den her stævning.«

Sådan siger Topgaard, som kunne kalde sig Ditte Julie Jensens ægtemand i to ud af de 12 år, parret var sammen.

Ditte Julie Jensen og eksmanden Marck Topgaard på deres bryllupsdag.
Ditte Julie Jensen og eksmanden Marck Topgaard på deres bryllupsdag.
Vis mere

22. april kunne man se på hans Instagram, at han sagde farvel til sit liv med Jensen. Han lagde en video op, hvor han smed sin vielsesring i skraldespanden, og i teksten til opslaget skrev han: 'Et langt kapitel er slut, et nyt er startet.' Samme dag bekræftede også Ditte Julie Jensen den sørgelige nyhed, om at ægteskabet var ovre.

'Marck og jeg skal skilles. Det har absolut ikke været nogen nem beslutning. Tiden lige nu er rigtig svær for os alle, ikke mindst vores to vidunderlige børn,' skrev hun blandt andet i sin opdatering, som også blev lagt på Instagram.

Og netop børnene nævner Marck Topgaard også, da B.T. får fat i ham mandag eftermiddag.

»Vi er gode til at samarbejde om alle de vigtige ting. Vi er gode omkring børnene, og de er det vigtigste.«

Marck Topgaard fortalte i første omgang til Se og Hør, at han havde valgt at gå den retslige vej for at finde en ifølge ham 'fair løsning'.

Selvom det efter skilsmissen har været hårdt, fortryder han ikke at have bakket ekskonen op i at deltage i den populære bagedyst.

»Det er en del af 'gamet', at man får en del opmærksomhed. Når man har været sammen med en i 12 år, så er det klart, at man siger 'det gør du bare', når ens partner har noget, de brænder for. Men det er klart, at efter skilsmissen har det ikke været så sjovt, fordi I jo graver efter at finde ting. Men sådan er det.«

B.T. har uden held forsøgt at få fat i Ditte Julie Jensen. Til Se og Hør har hun ikke ønsket at udtale sig.