Nu har Amber Heard taget næste skridt for at få millioninjuriesagen mod eksmanden Johnny Depp til at gå om.

I et dokument, der fredag er sendt til retten i Fairfax County i Virginia, har hendes juridiske hold anmodet om at få erklæret dommen ugyldig, fordi et af juryens medlemmer var blevet erstattet uden deres vidende.

Det skriver flere internationale medier som CNN og Sky News.

Sidste uge klagede Amber Heard og hendes advokater ligeledes over sagens gang.

De rejste tvivl om juryen og fremførte, at Johnny Depps vundne erstatning på 15 millioner dollar var overdrevet, og at medholdet i alle hans anklager om injurier ikke var tilstrækkeligt underbygget gennem sagen.

Amber Heard fik derimod kun medhold i et af sine anklagepunkter mod eksmanden og blev tilkendt erstatning på to millioner dollar.

Men nu er det altså et konkret problem med jurymedlemmet, der – muligvis også udenfor rettens vidende – lod sig erstatte med en anden person fra sin husstand, som Heards advokater hiver fat i.

»Som retten uden tvivl er enig i, er det dybt bekymrende, at en person, der ikke er indkaldt til nævningetinget, alligevel møder op til nævningetinget og tjener i juryen, især i en sag som denne,« lyder det i retsanmodningen.

Dermed mener Amber Heard, at hendes krav på en retfærdig rettergang er blevet »kompromitteret«.

»Derfor bør en fejlretssag blive erklæret og en ny retssag beordres,« skrives det i retsanmodningen.

Den har Johnny Depp og hans advokater nu 30 dage til at reagere på.