Verdensstjernen Taylor Swift tog i marts måned hul på sin ‘The Eras Tour’. 

Første del af Touren har hun rejst rundt i USA, anden del vil i 2024 blandt andet bringe hende – og hele holdet bag – til Europa, Asien og Australien, inden Touren slutter i Toronto i november måned næste år. Hele 146 koncerter vil hun spille undervejs.

Med andre ord er Taylor Swift en arbejdsom dame, der formentlig kræver en del af de ansatte, der er med hende verden rundt.

Men den 33-årige amerikaner er også gavmild, og hun forstår at værdsætte sine medarbejdere. Det skriver flere medier. Blandt andre kan E.News berette, at Taylor Swift har markeret afslutningen på den amerikanske del af sin tour med at udskrive bonus checks til alle ansatte.

Dansere, lyd- og sceneteknikere, cateringansatte, chauffører og alle andre, der har en opgave at løfte på sangerens tourne, har fået en ekstra lønningscheck i denne måned.

Ifølge People har Taylor Swift brugt over 55 millioner dollar, hvilket svarer til omkring 375 millioner kroner på sine medarbejdere.

For eksempel rapporterer TMZ, at de lastbilchauffører, der er med, hver især har fået næsten 700.000 i ekstrabetaling.

»Hendes far var den, der overrakte checken til vores chauffører, men han havde også et håndskrevet brev med fra Taylor. Det er utroligt, at de tager sig den tid, men det betyder meget for vores ansatte at blive anerkendt,« siger direktør for Shomotion Trucking Company, Mike Scherkenbach, til mediet Today.

Men Swift har råd til det, mener Pollstar, et medie, der dækker musikindustrien. Ifølge mediet har Touren indtil videre indbragt Taylor Swift mere end to milliarder kroner.