Det er en lykkelig omstændighed, men for landstræner Nikolaj Jacobsen giver det rynker i panden. For Nikolaj Øris er hastet hjem til sin gravide kæreste, der har termin med parrets andet barn i slutningen af januar.

»Jeg synes godt nok, at der er mange ting, og det har der været, stort set lige fra vi mødte ind. Nu kan jeg se, at I heller ikke har fået så meget søvn og ikke har lagt mærke til det. Men jeg kan sige, at Nikolaj Øris heller ikke er her. Han er taget hjem,« siger Nikolaj Jacobsen.

Og det giver selvfølgelig anledning til det helt åbenlyse spørgsmål, om Nikolaj Øris skal hjem og være far.

»Det kan jeg ikke udtale mig om. Jeg tænker, at I selv kan regne det ud. Jeg ved ikke, om han er med mod Saudi-Arabien. Jeg ved ikke, om vi kun er 14 mand i morgen,« siger Nikolaj Jacobsen.

Nikolaj Jacobsen under VM.
Nikolaj Jacobsen under VM. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Med Casper U. Mortensen stensikkert ude af kampen mod Saudi-Arabien giver det muligvis kun 14 spillere i den danske trup i gruppens tredje kamp. Og det er ikke, fordi det giver anledning til bekymring omkring kampens resultat, men til gengæld bliver det sværere for landstræneren at teste flere ting af.

»Det er selvfølgelig ærgerligt, men det er vilkårene. Man kan sige, at kampen mod Saudi-Arabien er lidt mere gratis for os, i og med at Saudi-Arabien nok ikke kommer med videre over til mellemrunden. På den måde er det ikke så skidt, at det sker nu,« siger Nikolaj Jacobsen, der allerede har brugt den ene af sine i alt tre VM-udskiftninger.

Det gjorde han, da Hans Lindberg blev skadet og blev skiftet ud med Johan Hansen. Derfor er der kun to tilbage med VM-reglerne om maksimalt tre udskiftninger.

»Lige nu tænker jeg, at det er en dum regel. Når vi løber ind i de problemer, vi har nu, ville jeg selvfølgelig godt have haft nogle flere muligheder. Havde jeg ikke haft noget at slås med, havde det sikkert været en ganske fin regel.«

Nikolaj Jacobsen kan altså ikke sove helt roligt i de her nætter, men han kan glæde sig over, at det ikke er verdensklassemodstandere, der venter Danmark endnu. Det er først torsdag, når Norge er modstanderne i Boxen. Til gengæld krydser landstræneren fingre for, at Nikolaj Øris er blevet far til sit andet barn inden længe, så han kan vende tilbage til truppen.

»Nu kan vi håbe på, at Øris vender retur, og så er den ligesom ude af verden. Så skal jeg ikke gå og tænke på, at jeg skal gemme en udskiftning på ham,« siger Nikolaj Jacobsen.

Og kampen mod Saudi-Arabien? Den bliver en mulighed for at se mere til Morten Olsen og Nikolaj Markussen, og så skal der gives pauser til to af de helt store stjerner hidtil i turneringen.

»Det er ikke sikkert, at de to, der driver vores angrebsspil p.t. – Rasmus Lauge og Mikkel Hansen – skal spille fuld tid,« siger Nikolaj Jacobsen.

Han har nok at tænke over. Men presset bliver altså først rigtig stort, når vi nærmer os kampen torsdag, hvor de stærke nordmænd er klar til at give kompetent modstand i Herning.