Hvis du ikke har lyst til at slikke på dit toilet, skal du måske kvitte drikkedunken, viser ny forskning.

Toilet eller drikkedunk, hvad vil du helst drikke af? Hvis man skal tro ny forskning fra TreadmillReviews, så er begge dele lige bakteriebefængte.

Til analysen blev en række atleter udstyret med forskellige vandflasker. Nogle var med skruelåg, som du kender det fra din sodavand. Andre med det velkendte drikkedunks-låg og nogle med sugerør.

Efter en uges brug, blev flaskerne indsamlet og testet for bakterier - og det var en klam overraskelse. Flasken med skruelåg var ligeså bakteriebefængt, som et toiletsæde, en madskål fra et husdyr eller en køkkenvask.

Undersøgelsen viste også, at så mange som 60 procent af de bakterier, der blev fundet på flaskerne, kan gøre os syge. Bakterierne opstår, når vi ikke vasker flaskerne ordentligt, og samtidig blander det med vores sved.

Hvis du vil undgå en bakteriefyldt drikkedunk, viste forskningen, at du skal købe en drikkedunk med sugerør lavet af stål. Det var nemlig den, der scorede lavest på bakterieskalaen.