En klækkelig bøde. Det skal konditorkæden Grannys House betale, efter at Fødevarestyrelsen har været på uanmeldt kontrolbesøg.

Styrelsen har udstukket en sur smiley til kædens forretning på Søborg Hovedgade på grund af dårlig rengøring.

»Følgende er konstateret: Indvendigt i opvaskemaskinen ses stor, massiv plamage af rød belægning på alle kanter og flader samt i låget,« står der i kontrolrapporten.

»Der ses ligeledes rød belægning på spulearm og i samlinger ved skruer,« står der yderligere.

Grannys House på Søborg Hovedgade har fået en sur smiley og bøde.
Grannys House på Søborg Hovedgade har fået en sur smiley og bøde. Foto: Google Street View
Vis mere

Foruden den sure smiley, skal Grannys House betale en bøde på 15.000 kroner.

Ifølge kontrolrapporten blev der med det samme taget hånd om problemet.

Forretningen sørgede nemlig for at få opvaskemaskinen rengjort og desinficeret, mens tilsynet stod på.

Stiftet af Bagedyst-dommer
Grannys House er en mindre kæde bestående af fire konditorbutikker, der alle ligger i københavnsområdet.

Kæden blev stiftet for 15 år siden af 'Bagedyst'-dommer Katrine Foged Thomsen og hendes eksmand Rasmus Søndergaard.

Sidstnævnte er i dag eneejer af virksomheden, mens Katrine Foged Thomsen er helt ude af billedet.

Tre af kædens fire forretninger har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på Fødevarestyrelsens seneste fire kontroller.