En ny knap.

Det kan virke som lidt, men det understreger virkelig, hvad de store techgiganter kommer til at satse på i 2024.

Det er nemlig ikke en hvilken som helst knap, Microsoft har meldt ud, at de vil tilføje til computere, der kører på Windows 11.

Det er en 'Copilot'-knap.

Copilot er Microsofts længe ventede kunstig intelligens-assistent, som de efter sigende er i gang med at bygge helt centralt ind i Windows.

Techgiganten vil have Copilot helt ind i kernen af Windows, så du kan få kunstig intelligens-assistance i alt fra Word til Excel til internettet – hele vejen rundt.

Det skriver Microsoft selv i et blogindlæg, hvor de kalder 2024 for 'året for AI-computeren'.

»For næsten 30 år siden introducerede vi Windows-tasten til PC-tastaturet, der gjorde det muligt for mennesker over hele verden at interagere med Windows. Vi ser dette som et andet transformativt øjeblik i vores rejse med Windows, hvor Copilot vil være indgangspunktet til den nye verden af AI på PC'en,« skriver Yusuf Mehdi, chief marketing officer hos Microsoft.

Sådan kommer knappen efter planen til at se ud.
Sådan kommer knappen efter planen til at se ud. Foto: Screenshot/Microsoft
Vis mere

Knappen skal efter planen placeres mellem 'alt'-knappen til højre for mellemrumstasten og piletasterne, hvis du har et kompakt tastatur. Har du et større, vil den nok være der, hvor der nu er en 'menu'-tast.

Og det er bare seneste tegn på, at 2024 på teknologifronten står i den kunstige intelligens' tegn.

Om små to uger præsenterer Samsung efter planen nyeste serie af deres Samsung Galaxy-telefoner, hvor også netop kunstig intelligens har figureret markant i den hidtidige markedsføring.

B.T. talte for få dage siden med Peter Svarre, der har beskæftiget sig med teknologi og trends i 25 år samt AI de seneste 10 år.

Han mener, at 2024 kan blive et skelsættende år for alle dem, der render rundt med en telefon eller en computer. Det kan du læse mere om her.