2024 kan blive et skelsættende år for alle dem, der render rundt med en telefon eller en computer.

Rundt omkring hos de store techgiganter er arbejdet ifølge mange rygter fuldt ud fokuseret på én ting.

Det kan vise sig at vende op og ned på den måde, du bruger din telefon, computer og andre elektroniske enheder. Ja, sågar også dit hjem.

I 2023 eksploderede hypen omkring kunstig intelligens – eller AI – da man pludselig kunne sidde og føre en samtale med ChatGPT, der samtidig kunne lave jobansøgninger og skoleopgaver for dig.

Mange var nok lige inde, snuse og prøve det af, før de vendte tilbage til hverdagen.

Men i år flyder teknologien nok ind i hverdagen.

Både Apple, Microsoft og Google arbejder ifølge rygter på at føre AI direkte ind i hjertet af computere og telefoner.

Peter Svarre er forfatter, foredragsholder og har beskæftiget sig med teknologi og trends i 25 år samt AI de sidste 10 år. Og han tror på, at der sker store ting i 2024.

»Hvis det her virkelig kommer til at virke, så kan det godt blive det nye, store paradigmeskifte,« forklarer han.

Han taler om måden, hvorpå vi bruger vores elektroniske enheder.

»For 30-40 år siden kom de første visuelle interfaces til computeren, hvor man pludselig kunne bruge en mus og se, hvad man lavede.«

Det ændrede – som bekendt – alt. 

Og det kan det her også.

»Det visuelle interface kan blive udskiftet med tale, fordi man kan tale med sin personlige assistent. Jeg tror ikke, hele skiftet kommer i 2024, men det kunne godt være startskuddet på et helt nyt paradigme,« siger Peter Svarre.

Her skal du glemme alt om Siri, dit 'Hey Google' og hvad der ellers findes af assistenter.

Lige nu fungerer de nemlig ved, at du skal sige en meget afgrænset kommando for at indstille en timer eller få information om vejret.

Men når man chatter med ChatGPT foregår en reel samtale i talesprog, der ikke er begrænset af specifikke kommandoer. 

Peter Svarre sammenligner det med HBO-serien 'Succession', hvor de ultrarige hovedpersoner er omringet af et virvar af assistenter, der fikser ting for dem.

På samme måde kan du måske i løbet af 2024 have en personlig assistent ved hånden, der vil kunne hjælpe dig med at bestille ferie eller finde et par nye sko.

»Og så er der ikke langt til, at assistenten også kan booke og betale for dig på sigt.«

Et andet konkret eksempel handler om Microsoft. Alt tyder på, at næste Windows-model kommer i år, og med den skulle kunstig intelligens bliver bygget helt ind i kernen af styresystemet.

Peter Svarre var på besøg hos Microsoft og fik en demonstration i slutningen af 2023.

Her viste de et eksempel på mulighederne ved deres 'Copilot'-assistent til Windows, hvor assistenten både kan planlægge et møde, orientere dig om dagsordenen og informationer om de andre mødedeltagere, lave bulletpoints til dit oplæg og skrive referat med de vigtigste beslutninger.

»Men det kan jo også fejle fuldstændig,« understreger Peter Svarre i denne spåkugleleg.

»Det kan være, man finder ud af, at sprogmodellerne er for fyldte af de her hallucinationer (hvor de siger opdigtede ting, red.). I løbet af i år får vi nok et klarere billede af, om AI bliver det nye grundlæggende interface for computer- og smartphonebrug eller blot en ny udgave af Words (legendarisk-irriterende, red.) papirklip.

»Men jeg tror, det bliver større end både krypto og Virtual Reality-briller og får stor betydning for hverdagen,« siger Peter Svarre.