Sidste år op til Black Friday opdagede Anders Froberg noget besynderligt. Han sad og fulgte priserne på tv-skærme, så han kunne få et tv til en rigtig god pris, når den store tilbudsdag endelig oprandt.

Og så var det, han så noget, der i første omgang undrede ham.

I ugerne op til Black Friday kunne Anders pludselig registrere, hvordan priserne på nogle af de tv-skærme, han sad og fulgte, stille og roligt steg i pris.

»Mange af priserne var skudt i vejret. Så da de satte priserne ned på Black Friday, så det ud, som om rabatterne var en del større, end de egentlig var,« husker Anders Froberg:

Anders opdagede falske tilbud sidste år.
Anders opdagede falske tilbud sidste år. Foto: Privat
Vis mere

»Det er jo snyd. De ved, at folk gerne vil gøre en god handel, og at de ikke skal gøre andet end at putte et gult mærke på, så siger vores hjerner til os, at det er et godt tilbud. Men hvis ikke man følger med i prisudviklingen, så bliver man altså snydt.«

Det, Anders Froberg sad og så på, var falske tilbud. Et fænomen, der er et tilbagevendende fænomen omkring Black Friday hvert eneste år.

Faktisk er det et nummer, butikkerne i stigende grad gør brug af, viser en analyse fra Pricerunner.

I år har 36 ud af de 50 mest populære webshops i Danmark sat priserne op de seneste uger.

Det svarer til syv ud af 10 butikker. I hvert 10. tilfælde er prisen sat op med mere end 26 procent.

»Vi kommer til at se mange falske tilbud på Black Friday,« siger Martin Andersen, direktør for Pricerunner, og forklarer, at der – trods alt – kan være mange årsager til at hæve priserne:

»Det kan været et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, ændring i indkøbspriser eller højere omkostninger. Men inden for en række produktkategorier kan vi se, at priserne stiger uforholdsmæssigt meget. Vi har en mistanke om, at disse produkter kommer på Black Friday-udsalg som det, vi kalder falske tilbud.«

Og det gør i virkeligheden Black Friday til noget af en uoverskuelig tilbudsfest for rigtig mange danskere.

»Der er en masse kunstigt opskruede priser på Black Friday, og det gør det til lidt af en jungle for forbrugerne,« siger Maria Liljeqvist, seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk, som dog forklarer, at der er regler på området, du kan forholde dig til:

»Inden en vare bliver sat på tilbud, skal den have været solgt til normalprisen i mindst seks uger. Har prisen været svingende i perioden, skal tilbuddet sammenlignes med den laveste pris i perioden. Overholder butikkerne ikke de regler, er det et brud på markedsføringsloven.«

Så hvad gør man for at undgå at gå direkte i fælden?

Anders Froberg er ikke i tvivl.

»Man skal sammenligne priser og undersøge prishistorikken på en side som Pricerunner,« siger Anders Froberg:

»Så kan man se, om tilbuddet er så godt, som de siger. I år er der nok en del, der handler på nettet, og det bør gøre det lidt nemmere at gøre sin research.«

Også Maria Liljeqvist fra Forbrugerrådet Tænk har et par gode råd:

»Mit råd er: kig på prisen og ikke på rabatten. Er det egentlig så billigt, som butikken siger? Måske kan man gå 400 meter ned ad gaden og få det endnu billigere,« siger hun og fortsætter:

»Hold hovedet koldt, inden du tænker 'wow'. Og overvej så lige, om du har brug for de bukser eller den vaskemaskine.«