Lars Løkke Rasmussen (M) blev spået som valgets kongemager, der kunne pege i magtens retning. I stedet overtog de nordatlantiske mandater rollen – og den magt, klapper flere i hænderne over.

En af dem er Aaja Chemnitz (IA) fra det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit, søsterpartiet til danske SF, som onsdag gæstede DRs nyhedspodcast Genstart.

Her fortalte hun åbent om den stemme Grønland har fået. En stemme, hun mener, alt for ofte ikke er blevet lyttet til.

»Alle de fordomme, som vi har oplevet. Alle de gange man har ignoreret Grønland – lige pludselig sidder vi i centrum for dansk politik og kan beslutte præcis, hvem der skal være statsminister, og præcis hvad for en regering der er,« siger hun i podcasten.

Aaja Chemnitz (IA) har efter valgresultatet blandt andet haft kontakt med Moderaternes Lars Løkke Rasmussen (M).
Aaja Chemnitz (IA) har efter valgresultatet blandt andet haft kontakt med Moderaternes Lars Løkke Rasmussen (M). Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Folketingsvalget endte i et formodet rødt flertal – men inden Mette Frederiksen (S) kan tælle til 90, er hun afhængig af de nordatlantiske mandater.

I alt er der tale om tre nordatlantiske mandater, der på normal vis peger rødt.

Men med mandaternes nyvundne magt, er færøske Javnadarflokkurin, grønlandske Siumut og grønlandske Inuit Ataqatigiit blevet sat i en position, hvor de kan stille konkrete krav til dem, de peger på.

»Jeg kan love dig for, at der er rigtig mange, der fryder sig i Grønland over det her,« siger Aaja Chemnitz.

Og fryden er måske ikke så uforståelig. For med historien i bagagen og blandede erfaringer fra syv år i Folketinget, falder magten et tørt sted hos det grønlandske folketingsmedlem.

Chemnitz fortæller nemlig i podcasten, at hun har oplevet politikere, der ikke vidste, hvem hun var – og, at Grønland ikke stod på invitationen, når forhandlinger blandt de andre partier fandt sted.

Også selvom forhandlingerne drejede sig om Grønland.

Du kan høre hele interviewet med Aaja Chemnitz i Genstart her.