Ottesen er taget til FCK, men sønderjyderne har allerede fundet en erstatning

Det bliver norske Jarl André Storbæk, der skal styre det sønderjyske forsvar efter Sölvi Ottesen er taget til København.

Jarl André Storbæk, der er 31 år, har 17 A-landskampe for Norge på CV’et. Han har spillet flere sæsoner i Vålerenga og har i dette forår spillet i græske Panetolikos.

- Vi får i Jarl André Storbæk en fuldgod erstatning for Sölvi Ottesen. Han er en rutineret, hovedstødsstærk og lynhurtig duel-spiller. Han er meget hårdtarbejdende, alsidig og kan spille alle pladser i det bageste forsvar. Dette er helt perfekt i forhold til det koncept, vi spiller efter. Truppen til den kommende sæson er nu mere eller mindre komplet. Vi ser for øjeblikket på flere interessante emner til posten som back up for Nathan Coe i målet, siger Klaus Rasmussen, der er direktør i SønderjyskE.

- Jeg glæder mig til at prøve kræfter med den stærke danske liga. SønderjyskE er en klub med en spillestil og værdier, der passer perfekt til mig. De er hårdtarbejdende, og har skabt nogle flotte resultater med et stærkt kollektiv, siger norske André Storbæk.

Storbæk kan få debut i Superligaen, når FCK og SønderjyskE mødes i første runde.