TV 2-korrespondent Simi Jan langer ud efter den tabloide presse og mener, at nuancerne mangler i debatten om Nadia Nadims ambassadørrolle for VM-slutrunden i Qatar.

Det siger hun i podcasten 'Skål Søster'.

»Jeg ser lidt mere nuanceret på det, og det er ikke for at være den kontroversielle. Jeg kan godt forstå, at der er masser af panderynker og spørgsmål til, hvorfor hun dog gør det, og om hun gør det for pengenes skyld. Jeg tror faktisk på det, når hun siger, at hun ikke gør det for pengenes skyld,« forklarer Simi Jan i podcasten.

»Selvfølgelig er det pissenederen og ærgerligt,« var ordene fra Nadia Nadim på et pressemøde 20. juni, hvor hun endelig brød tavsheden om det betændte emne. Ordene kom, da hun blev spurgt ind til de mindst 6.500 døde migrantarbejdere i Qatar, som The Guardian i 2021 dokumenterede var døde siden 2010, hvor Qatar fik tildelt verdensmesterskaberne i fodbold.

Simi Jan.
Simi Jan. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

Simi Jan mener i forhold til migrantarbejdernes kummerlige forhold i Qatar, at man bedst kan ændre på noget ved at møde tingene, hvor de foregår.

»Vi er for hurtige til at sige, at hun er et forfærdeligt menneske. Man kan sige, at hvis du ikke møder 'the bad guys', hvor de er, så kan du heller ikke lave en forandring,« forklarer Simi Jan i 'Skål Søster'.

Derfor mener TV 2-korrespondenten, at Nadia Nadims valg om være ambassadør for VM-slutrunden gør hende til det forbillede for kvinder i landet, som de har brug for.

»Generelt forstår jeg godt hendes projekt, men det skulle være håndteret pressemæssigt på en anden måde,« siger Simi Jan.

Nadia Nadim erkendte på pressemødet, at forholdene for migrantarbejderne i landet ikke er 'fantastiske', men hun ville i stedet fokusere på de forbedringer, hun mener, at der er kommet.

»Der er sket rigtig mange ændringer siden 2010, og det er det, jeg fokuserer på. Vi prøver at forbedre vilkårene, og jeg vil gerne være en del af at forbedre de vilkår,« lød det fra Nadim.