Premier League-braget mellem Manchester United og Manchester City sluttede ikke med dommer Michael Olivers sidste fløjt.

Efter topkampen kom spillere og trænere fra de hold i infight med hinanden ved omklædningsrummene under Old Trafford.

Det skriver flere engelske medier, der har udførlige beskrivelser af optøjerne.

The Telegraph skriver, at Jose Mourinho fik kastet mælk og vand efter sig.

Det skete ifølge mediets kilder, fordi han gik hen til Old Trafford-gæsterne omklædningsrum for at bede dem om at skrue ned for den høje musik og ’vise lidt respekt’.

Det skulle derfor være kommet til ophedede diskussioner mellem Jose Mourinho og Manchester City-målmand Ederson. De skulle have råbt højlydt af hinanden på deres fælles modersmål, portugisisk.

Mediet refererer også til andre ’rapporter’ om, at Jose Mourinho skulle være blevet ramt i hovedet med en vandflaske.

På samme måde skulle Manchester City-assistenten Mikel Arteta være set med blodet løbende fra panden efter at være kommet til skade i tumulten.

Her lyder det også, at Romelu Lukaku var ’en prominent figur i sammenstødene, der kom ud af kontrol, mens politiet bare kiggede på’.

Manchester Citys Leroy Sane har lagt dette billede af festlighederne ud:

Ifølge Daily Mail var mere end 20 personer indblandet i de grimme scener ved omklædningsrummene.

Mediet refererer også til, at Jose Mourinho ville have musikken stoppet – og at flere Manchester United-spillere fulgte efter ham.

’United-spillerne blev ophidsede, fordi de følte, at de blev hånet af City-spillerne,’ skriver Daily Mail, der også melder om uddelte slag mellem holdets spillere.

City-spillerne skulle have følt, at Jose Mourinho ’havde overskredet en grænse’ ved at gå ind i deres omklædningsrum.

Begge ovennævnte medier rapporterer, at sikkerhedsvagter måtte gå imellem, og ifølge Manchester Evening News var City-anfører Vincent Kompany også en af dem, der forsøgte at dæmpe gemytterne.

Selv kampen vandt Manchester City med 2-1, og holdet er nu suveræne 11 point foran bysbørnene i tabellen. SE HØJDEPUNKTER FRA KAMPEN – PÅ BANEN – ØVERST I ARTIKLEN