____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Han er kun 17 år, og netop nu hører han til på det talentfulde danske U19-landshold.

Men Pierre-Emile Højbjerg, der i disse dage får spilletid blandt Bayern Münchens stjerner under Josep Guardiola, er så talentfuld, at han inden længe kan være aktuel på Morten Olsens A-landshold.

Netop derfor er DBU også lykkelig over, at midtbanespilleren har sagt nej tak til at spille for Frankrig og i stedet har dedikeret sig til Danmark.

- Det er en kæmpe glæde, at vi kan holde på et aktiv som Pierre-Emile Højberg. Hvis han fortsætter den fremgang, som han indtil nu har bedrevet, er han tydeligvis en af de personer, som fremtiden skal bygges op omkring, siger DBUs elitechef, John Helt.

At Højbjerg har valgt Danmark frem for så stor en fodboldnation som Frankrig hænger naturligvis først og fremmest sammen med spillerens egne følelser og fornemmelser. Men DBU har også gjort sit for, at det unge stortalent ikke skulle få lyst til at hoppe over i den franske båd.

- Thomas Frank (tidligere U19-landstræner og nuværende Brøndby-træner, red.) har været i tæt dialog med ham. Frank var meget tæt på ham i foråret for at høre, hvordan det forløb. Det med at skabe gode relationer, kreere god træning og skabe pålidelighed er det, vi kan gøre. Det er vigtigt at snakke med mennesker, have relationer til dem på den gode måde, så man kan perspektivere den fremtid, man har sammen, forklarer John Helt.

Den fremtid ser nu lang og perspektivrig ud. Og den kan munde ud i en plads på det rigtige landshold, næsten inden man kan nå at sige ’Pierre-Emile’.

- Hvis man spiller på verdens bedste klubhold. Og når jeg siger spiller, så mener jeg ’spiller’, så er det klart, at det vil være vanskeligt ikke at anbefale sig til et landshold, der er lidt ældre, end det man spiller på. Det er indlysende. Men nu skal han spille først, siger A-landsholdets assistenttræner, Peter Bonde.