Den franske angriber David Trezeguet, som har vundet både VM og EM med Frankrig og udgjorde en frygtindgydende angrebsduo med Thierry Henry, indstiller karrieren.

Det fortæller den nu 37-årige franskmand til L'Equipe. Dermed blev hans sidste klub indiske Pune City, men det var mest tiden i Monaco og ikke mindst Juventus, som han vil blive husket for, og netop den italienske klub vil fremover få gavn af David Trezeguets arbejdskraft.

»Ideen er, at jeg skal være med til at promovere Juventus over hele verden,« siger han til L'Equipe.

David Trezeguet scorede 138 mål i 245 kampe på 10 år i Juventus, mens det i Monaco blev til 52 mål i 93 kampe. Trezeguet opnåede 71 landskampe og scorede 34 mål i nationaldragten.