24-årige Andreas Laudrup, der er søn af den danske legende Michael Laudrup, stopper sin karriere på grund af en ledbetændelsessygdom.

Gennem tre år har AGF-spilleren Andreas Laudrup døjet med en ledbetændelsessygdom, som har tvunget ham til at sætte støvlerne på hylden. Det skriver AGF mandag i en pressemeddelelse.

Den offensive spiller blev angrebet af sygdommen, efter han kom hjem fra et lejeophold i den franske klub St. Etienne.

I tre forskellige klubber har Andreas Laudrup forsøgt at få hjælp til at komme sig over sygdommen, men uden held.

I pressemeddelelsen skriver AGF, at langt de fleste patienter kommer sig over diagnosen, men i Andreas Laudrups tilfælde er der tale om en permanent skade, som han skal leve med resten af sit liv.

Andreas Laudrup spillede i Real Madrids ungdomsakademi, inden han i 2008 røg til Lyngby BK. Herefter spillede han i fem sæsoner for FC Nordsjælland, hvor han var med til at vinde det danske mesterskab. I 2013 havde han et lejeophold i St. Etienne, hvorefter han i 2014 skiftede til AGF.

Han nåede desuden at spille 14 kampe for U21-landsholdet, hvor han nettede tre gange.