Det har vakt glæde, at den danske koncern Bestseller var så hurtig med nødhjælp til Tyrkiet.

Danmarks næstrigeste, Besteller-milliardæren Anders Holch Povlsen, var budt indenfor hos den tyrkiske storklub Galatasaray.

Danskeren var gæst hos Galatasarays vicepræsident, Cemal Özgörkey, og mødtes også med præsident Dursun Aydın Özbek.

Holch Povlsen fik efter meldingerne en grundig rundtur i både museum, klubshop og på stadion, og der blev takket mange gange for Bestsellers hurtige ryk, da det frygtelige jordskælv ramte Tyrkiet i februar.

»Bestseller lyste op som det første internationale brand, der kom til undsætning i Galatasarays kampagne for at hjælpe ofrene for jordskælvskatastrofen,« lyder det på klubbens hjemmeside.

Det danske tøjimperium, der blandt andet dækker over Jack&Jones, Veromoda og Only, skal desuden hjælpe klubben med at gøre deres tøjproduktion mere bæredygtig.

Meldingerne fra Galatasarays tøjsalgsafdeling lyder, at Anders Holch Povlsen var meget begejstret for samarbejdet og ville gøre endnu mere for at forbedre det yderligere.

Han er i forvejen kendt for at være en sportsglad mand, da han også har lagt anseelige summer hos Formel 1-køreren Kevin Magnussen samt fodboldklubben FC Midtjylland.