Luna Elmkjær har lært meget om sig selv, og hun er kommet ud på den anden side af 'Gift ved første blik' som en ny kvinde.

Blandt andet fortæller den 52-årige kvinde, at hun har lagt sine vildeste år bag sig, og nu skal hun eksempelvis mødes med en kvinde, som hun har skrevet en del sammen med.

»Med den her person, så handler det bare om humoren. Vedkommende er virkelig sjov,« forklarer Luna Elmkjær om den tiltrækning, hun har til kvinden.

»Med årene er seksualiteten begyndt at fylde mindre for mig, og så er det andre ting, som er blevet vigtigere. Man kan sige, jeg er blevet mere voksen efter den her oplevelse.«

Luna Elmkjær er klar på det næste, som livet vil bringe.
Luna Elmkjær er klar på det næste, som livet vil bringe. Foto: Foto: DR/ Nicolas Cosedis
Vis mere

Luna Elmkjær blev parret med 52-årige Anders Pilemand. De to var dog langtfra et godt match, skulle det vise sig, og Luna Elmkjær havde ikke meget tillid til sin udvalgte ægtemand efter bryllupsrejsen.

Han havde i løbet af turen fortalt, at han ikke var tiltrukket af hende, og at han derfor måtte trække sig noget. Et voldsomt skift, oplevede Luna Elmkjær. Hun er dog ikke ked af at have medvirket i 'Gift ved første blik', fordi hun ser på sig selv på en anden måde nu, nogle måneder efter, optagelserne sluttede, og hun kan godt lide, hvad hun ser.

Desuden har hun fået henvendelser fra en masse søde seere, som har skrevet hjertelige beskeder til hende. Især to af dem har vakt hendes opmærksomhed.

»En af de mænd, der har skrevet til mig, tror jeg, vil blive min, og så har jeg en aftale med én på torsdag,« fortæller hun.

Vedkommende, som hun skal mødes med, er kvinde. Hun understreger, at det bare er en kaffeaftale indtil videre, og at det ikke er en date.

»Jeg er til mænd, og det har jeg altid været, men jeg er også kommet til et sted i livet, hvor jeg prioriterer anderledes. Jeg tror også, jeg bliver forelsket i mennesket og ikke kønnet,« siger Elmkjær og uddyber:

»Jeg er ikke lesbisk, men jeg er også nået til et punkt, hvor jeg godt føler, jeg kunne blive forelsket i en kvinde, hvis det var den rette person, jeg mødte.«

Hun fortæller, at hun er typen, som er villig til at prøve det meste. Hun er åben over for, hvad verden har at tilbyde. Derfor har hun indvilget i denne kaffeaftale, og så ser hun, hvor det fører hende hen.

Luna Elmkjær og Anders Pilemand på deres stærkt debatterede bryllupsrejse.
Luna Elmkjær og Anders Pilemand på deres stærkt debatterede bryllupsrejse.
Vis mere

Efter programmet har Luna Elmkjær fået en del beskeder fra interesserede bejlere, men størstedelen er mænd fra Jylland, som ikke har vakt hendes interesse. Dog ikke på grund af deres geografiske anker, understreger hun.

»De fleste beskeder er søde, og så er der enkelte, som er lidt lumre, men jeg troede ærligt, det ville have været værre.«

Nu ser Luna Elmkjær frem til, hvad resten af livet har i vente for hende. Hun har i hvert fald lært sig selv bedre at kende, og hun har eksempelvis droppet forskellige dating-apps. Hun er glad for at have været en del af programmet, som hun kalder en ekstrem oplevelse, og hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun ville modtage så mange søde beskeder fra folk, og så må hun altså se, hvor det ender med den sjove kvinde, hun har skrevet sammen med igennem længere tid.

»Nu er jeg bare en kvinde, som er der, hvor jeg er,« slår hun fast.