De to tidligere professionelle fodboldspillere Allan Olesen og Sebastian Cann-Svärd har indgået et samarbejde med Astralis.

»Gaming er en sport, der er gået fra ingenting til et meget højt professionelt niveau på rekordtid. Derfor har vi indgået et samarbejdet med Astralis, der skal sikre, at e-sport-gear går til et endnu højere niveau og udelukkende bliver udviklet efter spillernes behov – det handler om at sikre, at enhver detalje er i orden og tilpasset præcis til sporten,« forklarer Sebastian Cann-Svärd.

Sammen med Allan Olesen, der har en fortid i Brøndby, står Sebastian Cann-Svärd bag det nye brand, MaiKai Copenhagen, der designer og producerer highend produkter til gamere og deres fans.

Og det er dette udstyr, som Astralis nu benytter på holdet.

Sebastian Cann-Svärd.
Sebastian Cann-Svärd. Foto: Katrine Damkjær
Vis mere

»Det gør noget ved en topatlets mentalitet og endelige præstation at fremstå med toptunet gear. Man kan koncentrere sig om at levere, og man fremstår stærkere som et team. Det ved vi fra den professionelle sportsverden, vi selv har været en del af,« forklarer Sebastian Cann-Svärd.

Det er efterhånden tre år siden, at både Sebastian Cann-Svärd og Allan Olesen stillede støvlerne på hylden. På samme tidspunkt startede idéprocessen derfor også omkring, hvad de skulle kaste sig over efter fodbolden.

»Vi tænkte meget over, hvad der havde virket for os som topatleter, når vi skulle præstere. Hvad gav os mental styrke? Hvornår følte vi os professionelle individuelt og som et team? Vi var ikke et sekund i tvivl om, hvad det betød for vores præstation, når vores fremtoning var i orden. Det gav os styrke. Hvis man føler, man har overskud - har man overskud, og præstationen bliver derefter. Modsat bliver man nervøs, når man oplever modstandere, der fremstår mere professionelle end én selv. Det er et spil, man er nødt til at være i som topatlet – det mentale spiller ind på præstationen,« forklarer Sebastian Cann-Svärd.

For de to tidligere fodboldspillere var det vigtigt at samarbejde med atleter af professionel karakter. Og netop Counter-Strike holdet Astralis, der er Major-vindere og har været øverst på verdensranglisten i syv måneder, må i den grad betegnes som topatleter.

Foto: Micas Bansemer-With
Foto: Micas Bansemer-With
Vis mere

»Det var vigtigt for os, at have en tæt dialog med et topprofessionelt hold, så vi ramte plet, når vi udviklede nye produkter. De ville som nogle af de absolut bedste i verden kunne vurdere om nye produkter til e-sport-folk ramte de rigtige behov,« siger Sebastian Cann-Svärd.

Hos Astralis er man ligeledes begejstret for det nye samarbejde.

»Vi er glade for at kunne arbejde med et brand, der forstår vores behov og som kan oversætte dem til brugbare produkter, der kan hjælpe os med at performe bedre,« udtaler spilleren gla1ve fra Astranis.

Sebastian Cann-Svärd, der tidligere har optrådt i Arsenal, håber, at samarbejdet kan gavne andre, håbefulde gamere i Danmark.

Astralis. Foto: Micas Banzemer-With
Astralis. Foto: Micas Banzemer-With
Vis mere

»Der er ingen tvivl om, at vi har startet et tæt og langvarigt samarbejde, der skal gavne e-sporten både nationalt og internationalt. Vores samarbejde med danske Astralis sikrer, at e-sport-udøvere over hele verden får det bedst mulige afsæt for at fremstå topprofessionelle i fremtiden. Derudover vil de mange unge, der gamer i Danmark og på verdensplan, få stor gavn af udviklingen også.«

MaiKai Copenhagen og Astralis har indgået et samarbejde på minimum fire år med mulighed for forlængelse.

I Danmark anslås det, at 96 pct. af de danske teenagedrenge spiller computerspil, mens 49 pct. gamer dagligt.

Lige nu diskuteres det sågar, om disciplinen skal være på programmet til OL.