Virksomheden Skare Meat Packers anklages af tidligere medarbejdere for at have snydt med køds oprindelsesland.

Ti anonyme tidligere ansatte i slagterivirksomheden Skare Meat Packers fortæller til Politiken, at virksomheden systematisk har snydt med, hvilke lande deres kødprodukter kommer fra.

Uafhængigt af hinanden fortæller de til avisen, at man systematisk har ændret ophavslandet på kød.

Det betyder, at kød, der kom fra Polen eller et andet europæisk land, er blevet solgt som kød fra Danmark eller Tyskland. Ifølge de anonyme ansatte skyldes det, at danske supermarkeder hellere vil købe kød fra netop Tyskland og Danmark.

»Der er ingen tvivl om, at det er en virksomhed, hvor der bliver lavet systematisk snyd hele tiden, og alle i virksomheden er klar over det. Nationaliteten på kødet bliver lavet om efter, hvad kunderne ønsker,« siger en tidligere anonym chef til Politiken.

De ansatte udtaler sig ifølge Politiken anonymt, fordi de er underlagt en tavshedsklausul fra Skare Meat Packers.

Politiken har forelagt kritikken for Kurt Skare, som er virksomhedens administrerende direktør. Han kalder det hårrejsende læsning.

Han siger, at kritikken tegner et billede af en virksomhed, som ikke har gode intentioner. Det mener, han tegner er et stærkt fortegnet billede af virksomheden, siger han til Politiken.

Skare Meat Packers er i forvejen politianmeldt af Fødevarestyrelsen.

Der er tre forhold i anmeldelsen. Dels handler den om, at Skare Meat Packers skal have forsøgt at forhindre, at Fødevarestyrelsen kunne lave en kontrol af virksomheden.

Derudover har Fødevarestyrelsen konstateret, at oprindelsesland er blevet ændret for noget af kødet.

I forbindelse med kontrollen kunne Fødevarestyrelsen også konstatere, at virksomheden havde 250 ton gammelt kød i et eksternt varehus, hvoraf noget var helt tilbage fra 2010.

Ifølge Fødevarestyrelsen var det ikke muligt at spore det gamle kød til dets oprindelsesland. Det skyldes, at anmærkningen manglede.

/ritzau/