Vi taler om Dennis Knudsen, der (igen) har været i sine følelsers vold. Det har været nogle turbulente uger for kendisfrisøren, og nu flød bægeret igen over, da han ikke blev inviteret til premieren på Netflix-filmen “Ehrengard”, selvom han var en del af settet. Resultatet blev et åbent brev til HMH Dronningen.

Og så har Jonas endnu engang været en tur rundt i det vilde danske dyreliv, der nu også tæller kænguruer (i flertal!) og en kapucinerabe i Odsherred.

Caroline Fleming og fodboldspilleren Kasper Dolberg er begge blevet røvet af de samme to forbrydere, som brød ind i de to kendissers hjem og stjal dyre ure, designertasker og meget mere for omkring 3,5 millioner. Vi taler om de spektakulære indbrud og om andre kendte, der har haft uønsket besøg.

Til sidst ringer vi til Tony Dakota, der har nyt om hans og kærestens forhold. Der er nemlig sket meget, siden Tony forelskede sig i en ladyboy fra Thailand.

Den kontante time

Det ulmer i det konservative og vi taler om, hvorvidt der er en reel konservativ krise på vej. Ifølge Søs Marie Serup skal den konservative leder, Søren Pape, levere en fantom-performance for at rette skuden op. For når først hovedbestyrelsen er begyndt at lække informationer, så er det kritisk.

Og så taler vi om brødrene Price, der i et program kommer til at sende en stikpille til fagbevægelsen. Måske lidt uheldigt, nu hvor deres restauranters forhandlinger med 3F er gået i hårdknude.

Vi kaster os også over en rigtig lortehistorie, for et fly fra Atlanta mod Barcelona måtte vende om, da det bogstavligt talt blev skidt ned.

I studiet sidder Per Kuskner, Morten Crone Sejersbøl, Jonas Kuld Rathje og Søs Marie Serup.

Din vært er Ditte Okman og programmet er produceret af Sarah Bech.