Jordskredssejr. Nogle jublede. Andre var knust. Nogle lyste af lykke over, at landet går progressive tider i møde. Andre begræd bekymret, at den katolske kirkes indflydelse i Irland er svækket.

Abortmodstanderne har lidt nederlagt i Irland. Endda et uventet og temmelig stort nederlag. Og landet skal nu i gang med at liberalisere en af verdens skrappeste abortlovgivninger, der kun tillader abort, hvis kvindens liv var i fare. Det er endda en omdiskuteret lempelse af lovgivningen fra 2013, der næppe havde fundet sted, uden at Menneskerettighedsdomstolen havde grebet ind.

Jeg vil ønske irerne og de irske kvinder tillykke, men samtidig ønske for dem at den fremtidige debat om abort bliver mere saglig og mindre endimensionel og mindre skinger end den, vi har haft i Danmark. For gudskelov vil debatten fortsætte, også i Irland. Men lad det være en kvalificeret debat. Kvindens livmor vil fortsat være en ideologisk slagmark mellem argumenter om 'retten til liv' og 'retten til selvbestemmelse over egen krop'.

Sjældent har det været særlig kønt, når abortdebatten med jævne mellemrum siden 1973 er blusset op under den danske mediehimmel. 'Abortpræsten' blev han kaldt i folkemunde. Sognepræsten Orla Villekjær fra Sdr. Felding i Vestjylland. Det var dengang i 90’erne hvor abortdebatten kørte for fulde gardiner. Villekjær var min fars nabopræst, og selvom jeg var barn dengang, mærkede jeg de rystelser der gik igennem de små samfund.

Der var temmelig mange og temmelig sorte missionsfolk. Men der var ligeså mange grundtvigianere, som forargedes over præsten, der marcherede forrest i demonstrationer mod abort iført præstekjole, krave og tordnede afsted med en god portion selvretfærdighed. Konfirmanderne blev undervist i filmen 'Det tavse skrig’, der handler om, hvordan man udfører en abort, og som udløste ramaskrig og protestskrivelser i sognet. Præsten fik en ordentlig tur i mediemøllen og en velfortjent næse af biskoppen. Han måtte pakke præstekjolen væk under demonstrationer, men stiftede anti-abortforeningen 'Retten til liv', der senest i 2013 opstillede 16.000 små hvide jernkors i plovmark ved den østjyske motorvej ved Det Hellige Land. Et kors for hvert dødt foster i 2013.

Samme år fik 'Abortlinjen' fjernet sin reklamefilm fra landets biografer. Den viste en nøgen kvinde, der ligger i fosterstilling, mens hendes maveskind bevæger sig i takt til et lydspor af hjerteslag:

»Du kan godt fjerne dit barn. Men. Det er bare det – er det det, du ønsker? Du vil jo altid kunne huske det lille hjerte, der slog inden i dig. Dit barns,« siger en stemme.

Filmen stødte publikum. Ligesom alle de andre fordømmende og følelsespornografiske indlæg i abortdebatten. Og den 9. Juni i år opsender 'Retten til liv' 3.000 balloner på Rådhuspladsen. En for hver abort på Frederiksberg og København.

Jeg vil ønske, at vi i stedet for debatten for eller imod abort må få en kvalificeret og nænsom debat om, hvordan vi nedbringer antallet af aborter. For hver abort er et lille menneskeliv, uanset hvordan man vender og drejer det. Og en abort er altid for kvindens skyld. Meget få mennesker ville ønske, at de aldrig havde fået et liv. Man hører aldrig om kvinder, der ser på deres små rollinger og tænker: »Gid jeg havde fået en abort.«

Men vi hører om det modsatte. Og derfor skal man være varsom med at give velmenende råd om det ene eller det andet. Jeg blev engang spurgt til råds, endda af en der stod mig nær. Og jeg svarede ikke. Jeg kunne ikke. For det er altid den enkelte kvindes frygtelige svære valg, hun skal træffe i overensstemmelse med sin samvittighed. Og bære det med sig resten af livet, men hun skal vide, at hun ikke bliver kriminaliseret eller fordømt hverken af folkedomstol eller præster. For som kristne tror vi på Guds dom. Guds nådige og kærlige dom.