Kærligheden strømmede ind over hende, da hun stod på scenen, overdynget af buketter og klapsalver. Men én ting manglede. Én vigtig ting.
»Det var så dejlig en aften, men det var først næste morgen, at jeg kunne se på det som noget godt. For jeg savnede bare, at han var der. Jeg ville så gerne have delt det med ham,« siger Sara Maria Franch-Mærkedahl.
Om at blive hyldet for sin nye bog 'Let livet', men savne sin far.
Det er kun to måneder siden, at den populære vært mistede sin far Seid efter et længere sygdomsforløb.
Sorgen har på ingen måde sluppet taget i hende, selvom der selvfølgelig er dage, hvor den ikke overmander hende.
Som nu, da hun i skolernes efterårsferie var i Barcelona med sine to døtre, Kastanje og Vega Marie.
»Der var én dag, hvor jeg var ked af det, men ellers var det et pusterum, hvor vi hyggede os helt vildt og havde det så dejligt,« beskriver hun, omend sorgen til gengæld væltede ind over hende, straks hun kom hjem.
Fordi hendes kæreste Nicolaj Kopernikus lavede en kærlig gestus, der var én, hendes far havde lavet på hende lige siden, hun var lille.
»Der brød jeg fuldstændig sammen og græd og græd og græd,« siger Sara Maria Franch-Mærkedahl, som stadig har svært ved at vænne sig til, at han ikke er her mere.
»I starten gik jeg rundt og sagde 'nu gider jeg ikke den her leg mere, jeg har sagt 'ud af dåsen', så du kan godt komme frit frem igen'.«
»Og når jeg går på kirkegården, føler jeg nærmest nogle gange, at han kommer gående ovre fra hjørnet. 'Nåh, der var du far'. Nej, det var han så ikke lige, og så står jeg der kigger ned på den her sørgelige lille plet,« siger hun.
»Jeg har nærmest ikke forstået det. Det er noget underligt noget, at han ikke kommer tilbage.«
Det var i foråret, at helbredet for alvor begyndte at skrante for hendes far Seid. Og i august fik hun ham indlagt på hospice.
Men ikke for at dø.
»Det var egentlig ikke gået op for mig, hvor dårlig far var. Jeg tog ham på hospice, for at han skulle få det bedre. Ikke for at han skulle gå bort.«
»Derfor fik jeg et chok, da han pludselig bare lå og sov. Det var ikke det, der var planen. Planen var, at han skulle komme hjem efter ti dage,« siger hun og fortæller, hvordan hans humor og energi var som altid. Hvordan han hele tiden gøglede. Stod på hænder og jokede.
»Selv to dage inden, han gik bort.«
Som Sara Maria Franch-Mærkedahl har beskrevet i sin nye bog ‘Let livet’, har hun en stor del af sit eget levet med angst. Mange forskellige former for angst – herunder dødsangst – som hun gennem metakognitiv terapi har fået kontrol over.
Men hun må også erkende, at den var svær at bevare i faderens sidste tid.
»Dagen inden han gik bort, gik jeg lidt i panik, fordi jeg godt på en eller anden måde havde fornemmelsen,« fortæller Sara Maria Franch-Mærkedahl og uddyber:
»Jeg var hos ham alle ti dage uafbrudt. Morgen, middag, aften og nat. Lå og holdt ham i hånden, når han sov.«
»Men lige der kunne jeg mærke, at han ikke vågnede, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. Der var ikke noget jeg kunne projicere min kærlighed over i.«
»Så lige pludselig begyndte jeg at blive urolig indeni, kunne mærke hvad jeg selv følte og blev selvfølgelig også bange for, hvad det betyder at dø. Pludselig blev det virkeligt, og jeg blev bange for at være alene med ham,« beskriver hun.
Hun måtte derfor hidkalde en veninde, som kunne hjælpe hende gennem panikken. Og sammen gik de en tur. Smuttede forbi Netto for at købe lidt snacks, der kunne holde hendes blodsukker oppe, så hun ikke besvimede.
»Men pludselig kunne jeg ikke holde mig oppe, måtte låne toilettet, tage vand i hovedet og stå og trække vejret.«
»Det var lang tid siden, at jeg havde mærket den form for angst, hvor jeg ikke kunne styre det,« beskriver Sara Maria Franch-Mærkedahl, som efterfølgende talte med sin terapeut og medforfatter Pia Callesen om det. Og godt ved, at hendes reaktion på mange måder var helt naturlig.
For hendes far har altid haft en helt særlig plads i hendes hjerte.
»Jeg har selvfølgelig mistet før, men det er en anden sorg at miste en forælder. Og for mig er det også lidt at miste et barn.«
»For jeg har altid passet på min far. Han har selvfølgelig også passet på mig, men siden mine forældre blev skilt, så har jeg været det eneste, han har haft her.«
»Jeg siger ikke, at sorgen er større, men den er bare anderledes, fordi det både var min far og også lidt en, jeg har passet på hele mit liv.«
1. september gik han bort. Og hun ved, at sorgen aldrig vil slippe sit tag i hendes hjerte. Og at den nogle dage er større end andre.
»Forleden savnede jeg bare, at han var der. Jeg ville have gerne have delt det med ham. Men sådan er det vel altid med de første gange, man gør ting. Eller måske er det resten af livet?«
'Let livet' er netop udkommet på Politikens Forlag
Læs også:
