De havde fået æbleskiver og slik. Der var nisser og det hele. Nu sad hun med døtrene Vera Marie og Kastanje i biografen, hvor 'Julemandens datter' fyldte det store lærred ud, da koldsveden pludselig overmandede hende.
»Det hele var jo piv hyggeligt, og alligevel sidder jeg derinde og bliver sindssygt dårlig. Fyldt med angst og helt desperat,« siger Sara Maria Franch-Mærkedahl og ryster smilende på hovedet.
Af sig selv og dét, hun har kæmpet med det meste af sit liv. Angst.
Dødsangst. Sygdomsangst. Flyskræk. Men frem for alt angst for angsten, som var dét, der ramte hende, da hun for et år siden var til premiere i biografen med sine to døtre. Den tur vender vi tilbage til.
'Let livet' er titlen på den bog, som den populære tv-vært og nu også forfatter Sara Maria Franch-Mærkedahl netop har udgivet sammen med metakognitiv psykolog Pia Callesen, hvor læseren inviteres med til de ti sessioner, som 43-årige Sara Maria Franch-Mærkedahl det seneste halvandet år har gennemgået.
Trin for trin. Til hun i dag er et sted, hvor hun endelig har fået redskaberne til at kontrollere de katastrofetanker, der i knap 30 år har fyldt hende med angst.
Katastrofetanker
Det var som 16-årig, at hun første gang blev bevidst om, at hun havde et angstanfald. Gennem årene har de taget til. Er blevet flere og flere.
For hvor de fleste af os kan få katastrofetanker og ryste dem af os, kørte de videre i timevis og bed sig fast i hende.
Så godt fast at Sara Maria Franch-Mærkedahl i en periode på et halvt år slet ikke turde lægge sig til at sove af angst for at dø.
»Det var frygteligt,« beskriver hun tiden i kølvandet på terrorangrebet på World Trade Center i 2001.
»Der skete noget i mig i forhold til at stole på folk. I forvejen havde jeg kaos og var utryg indeni, og at jeg oveni skulle til at være utryg i omverdenen og ikke vide, hvad folk havde af bagtanker, kunne jeg slet ikke håndtere.«
»Og så kom den dødsangst for, at der ville ske noget voldsomt, mens jeg lå og sov, og jeg jo så ikke kunne være klar til at løbe. Derfor sov jeg slet ikke. Sad bare oppe om natten,« fortæller Sara Maria Franch-Mærkedahl, som utallige gange har forsøgt sig med forskellige former for behandling.
Dø af blodprop
Hver gang faldt de til jorden. Gav hende aldrig det værktøj, hun havde brug for for at få bugt med angsten. Eller blev sparket til hjørne af hende selv.
»For jeg var oprigtigt bange for, at jeg skulle blive dårligere, hvis jeg igen skulle i terapi og rydde op i rygsækken.«
Men sidste sommer skulle det være nok. For et mønster havde bidt sig fast. Eskalerede.
Som vejrvært på TV 2 kørte Sara Maria Franch-Mærkedahl hver dag til og fra Odense. I starten skete det en gang imellem, så stort set hver eneste dag, at hendes fingre på vejen hjem begyndte at sitre, hjertet at hamre.
‘En blodprop’ skreg hendes hjerne, mens panikken bredte sig. Hun ringede til mor.
»Min mor har kærligt taget telefonen mange gange og snakket om alt muligt andet, mens jeg kørte hjem for at få mine tanker væk fra det. Også den dag,« siger hun med et taknemmeligt smil om den redningsplanke, moderen har været for hende.
For hvad hendes mor, men de færreste andre, vidste, var, at hverken den dag eller alle de andre havde Sara Maria Franch-Mærkedahl en blodprop. Hun havde endnu et angstanfald.
»Men lige den dag vidste jeg bare, at jeg var nødt til at gøre noget andet, end jeg plejede.«
Egne teorier
Tilfældet ville, at der i hendes bogreol stod en uåbnet bog, som hendes eksmand havde foræret hende. En bog af metakognitiv psykolog Pia Callesen.
»Det var så dumt, at jeg ikke havde kigget på den skide bog før,« erkender hun med et grin.
Callesens metakognitive metode var nemlig radikalt anderledes end noget, hun havde prøvet før. Så Sara Maria Franch-Mærkedahl foreslog et samarbejde med den anerkendte psykolog. At de skrev en bog sammen. Om hendes behandlingsforløb.
Og så gik de i gang. Omend med et forhindringsløb.
For gennem det meste af sit liv havde Sara Maria Franch-Mærkedahl dannet sine egne teorier om, hvad hendes angst udsprang af, hvor i fortiden hunden lå begravet. Men dem var psykologen overhovedet ikke interesseret i.
»Skide irriterende,« griner hun. For terapiformen går netop ud på, hvordan man reagerer på sine tanker.
Det var midtvejs i forløbet, at hun var i biografen med sine døtre. Og blev ramt af angst for angsten og et tankemylder, der spænede i forvejen med 100 kilometer i timen.
»Nu sidder vi her og skal hygge os, og så ender det med, at der skal komme en ambulance og nogle reddere, som skal hive dig ud fra sæderne og forbi alle de børnefamilier, der sidder og ser film og har fået gratis slik og får det hele ødelagt, så de er nødt til at blive inviteret til en anden dag, fordi Sara absolut skulle blive dårlig og besvime midt i det hele,« beskriver hun hovedrystende sit eget tankemylder.
Som hun ikke bare dén dag, men i årevis havde formået at holde skjult for de fleste. Også nære venner.
Lettelse åbne op
»Dét, der er så ambivalent med angst, er, at man udadtil kan være 100 % som altid og samtidig inde i sig selv have buldrende angst.«
»Så man kan godt føle, at andre tænker, at det er fake.«
Det har derfor været en lettelse for hende at åbne op om det. Helt bogstaveligt dele ud af godteposen fra hendes egne sessioner. Hvor hun endelig har lært, at det er o.k., at have tankerne. De skal bare ikke løbe af med hende.
Hun skal kontrollere dem. Og det kan hun.
Med bogen har Sara Maria Franch-Mærkedahl allerede kunnet mærke, at rigtig mange har taget den til sig.
»Jeg tror, at jeg allerede har fået de første 40 mails fra læsere. Og det er så dejligt, at vi kan hjælpe andre,« smiler hun.
Taknemmelig over at være et sted, hvor hun har kunnet bruge sin 'kendis'-stemme til at gøre noget godt for andre, der ligesom hende selv kender angsten indefra.
Som hun sidder der ved bordet i det store spisekøkken, ligner hun sig selv. Smilende, glad. Positiv og lattermild. Som altid.
»Jeg er ikke blevet anderledes, fordi jeg ikke har angst længere. Men der er kommet en lethed indeni mig, noget er lettet oppe i mit hoved.«
Forståeligt nok. For før brugte hun fem timer om dagen på katastrofetanker.
»Jeg har brugt tusindvis af timer på katastrofetanker,« siger hun og ryster på hovedet.
»Du drømmer ikke om, hvor rart det er ikke hele tiden at gå rundt og være i alarmberedskab.«
