Knap tre år har han ventet, og nu tyder alt på, at dagen nærmer sig. Dagen, hvor han endelig får en ny nyre.

I hvert fald annoncerer 44-årige Niels Roos – bedre kendt som Niarn – nu, at han går på transplantationsferie.

I en story på Instagram skriver han således, at han nu går i isolation, så han kan få sin nye nyre. Og i podcasten 'Let’s Do Niarn og Geo' uddyber han:

»Jeg skal holde mit infektionstal – crp – nede under ti. Og det har været helt ude af kontrol. Min rekord er 250. Der havde jeg det også skidt.«

»Det var dér, hvor min transplantation blev udsat, for jeg kom ind til forundersøgelse en uge før transplantationen med en crp på 250,« forklarer Niarn om den skuffelse det var, at lyset for enden af tunnelen i sidste måned pludselig blev slukket.

Det var tilbage i 2021, at den kendte rapper efter et besøg hos lægen fik den uventede melding, at han havde faretruende lav nyrefunktion som følge af, at en autoimmun sygdom havde nedbrudt hans nyrer.

Siden har den populære rapper været i dialyse. Men i sommer måtte han og lægerne se i øjnene, at den behandling ikke længere var nok.

»Min krop er slidt ned af sygdommen, og jeg kan ikke spille flere koncerter, før jeg får en ny nyre via transplantation,« meddelte Niarn i en pressemeddelelse, hvor han meddelte, at han måtte udskyde sin planlagte turné.

Det var i sommer, at den kendte rapper fik konstateret faretruende lav nyrefunktion.
Det var i sommer, at den kendte rapper fik konstateret faretruende lav nyrefunktion. Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Allerede dengang tilbød begge hans forældre og en onkel at donere en af deres nyrer til sønnen, men desværre var ingen af dem egnede som donorer.

Og dermed blev han endnu et nummer på den lange venteliste. Indtil hans storebror i september meldte sig på banen og tilbød sin.

»Jeg må indrømme, at jeg brød grædende sammen. Det var min storebror, der ringede til mig, og det var en vild følelse,« fortalte en rørt Niarn ved den lejlighed til Ekstra Bladet og følte, at han havde fået sit liv igen.

Men som nævnt ovenfor viste det sig ved forundersøgelsen i sidste måned, at hans infektionstal var alarmerende høje. Og transplantationen blev aflyst.

Derfor er han nu gået i isolation for at få infektionstallet banket så langt ned, at en operation kan lade sig gøre.

»Forhåbentlig inden jul,« siger han i podcasten, som af samme grund er gået på transplantationsferie.

I første omgang står den dog på isolation, og Niarn lægger ikke skjul på, at den kommende måned kommer til at foregå liggende på sofaen foran fjernsynet.

»Man må gerne skrive til mig på de sociale medier, hvis der er noget, man synes, at jeg skal se. Jeg kommer jo til at ligge derhjemme og se ting,« som han siger i podcasten.

Niarn og Geo håber at kunne vende tilbage med nye afsnit efter nytår.

Du kan lytte til 'Let's Do Niarn og Geo' her.