Siden sin anholdelse har Elvira Pitzner ikke givet lyd fra sig.

Den 26-årige realitystjerne har ikke besvaret nogen mediers henvendelser og er ellers normalt uhyre aktiv på særligt Instagram, hvor hun intet har lagt op i den uge, der er gået, mens hun har afventet sin retssag.

Men Elvira Pitzners ven fra deres fælles realityprogram 'Good luck guys', podcastværten Sy Lee, fortæller nu til Se & Hør og uddyber overfor B.T., at han har været i kontakt med Elvira Pitzner.

B.T. har set dokumentation for beskedudvekslingen mellem Sy Lee og Elvira Pitzner på Instagram, som har foregået mandag, tirsdag og i dag torsdag.

»Hun skriver, at hun savner mig og er glad for, at vi tænker på hende, men selvfølgelig er det frustrerende, at hun ikke ved, hvad der kommer til at ske,« forklarer Sy Lee til B.T.

Gallapremiere og pink løber til gallapremiere på 'Barbie' i Imperial. Sy Lee. Imperial Bio, tirsdag den 18. juli 2023.
Gallapremiere og pink løber til gallapremiere på 'Barbie' i Imperial. Sy Lee. Imperial Bio, tirsdag den 18. juli 2023. Foto: Photojournalist Jonathan Damslund/Ritzau Scanpix
Vis mere

Sy Lee og Elvira Pitzner blev venner i maj, da de optog Prime-programmet 'Good Luck Guys' sammen.

Siden har deres venskab udviklet sig, fortæller Sy Lee, der også har fået et nært forhold til søsteren Thalia Pitzner, som Elvira Pitzner var på hold med i det aktuelle realityprogram.

»Jeg har også været i dialog med T (Thalia, red.) og Katerina. Jeg kan godt blive bekymret, men jeg læner mig op ad, hvad de siger. T siger, at alt er under kontrol, og hun er meget positiv, så jeg vælger også at tage det roligt,« forklarer Sy Lee.

Han vurderer desuden, at en »mentalt udkørt« Elviras Pitzner prioriterer sin igangværende sag i Dubai, og at det er derfor, hun har afholdt sig fra at poste på de sociale medier. 

For hun har ikke fået frataget sin telefon, forsikrer han.

»Hun er i gode hænder, og jeg er i dialog med hende, men hun har selvfølgelig ikke så meget overskud lige nu,« slutter vennen Sy Lee.