Københavns Politi har anholdt en 22-årig mand, der sættes i forbindelse med den voldsomme skudepisode torsdag eftermiddag i Lundtoftegade.

Her blev to personer ramt af skud – men de er uden for livsfare. Det er den ene af de to sårede mænd, der er blevet anholdt i sagen. 

Det oplyser Københavns Politi til B.T.

Den 22-årige tilstand er stabil, og han vil blive fremstillet i et grundlovsforhør ved 13-tiden i Københavns Byret. Her vil han blive sigtet for besiddelse af skydevåben.

»Den foreløbige efterforskning peger på, at der har været en form for møde mellem personer i det kriminelle miljø på en café tæt ved Bispeengbuen og Lundtoftegade.«

»Mødet udvikler sig på måde, at de involverede parter i mødet trækker ud på gaden, hvor der bliver skudt. Det er i den forbindelse, at to personer bliver såret,« oplyser Københavns Politi til B.T.

Tre personer blev anholdt kort tid efter skyderiet. Det vides ikke, om den 22-årige er en af de tre personer - det vides heller ikke, om de to andre er blevet løsladt, da Københavns Politi ikke vil svare på spørgsmål i sagen, da de vil forsøge at få dørene lukket til grundlovsforhøret i byretten.

Klokken 14.53 fik Københavns Politi en anmeldelse om skyderi på Lundtoftegade på Nørrebro.

Kort efter oplyste politiet, at to personer var ramt af skud. Et par timer senere lød det fra politiet, at de to personer var uden for livsfare.

Hvis man har set noget i forbindelse med episoden, må man gerne henvende sig til politiet på 114.