Der er i øjeblikket hackere i omløb på de sociale medier.

Tirsdag formiddag har kendisfrisøren Dennis Knudsen nemlig måttet advare sine følgere og kunder om, at der for tiden figurerer en fupside med en konkurrence i hans navn.

Til B.T. fortæller den kendte frisør, at han er gjort opmærksom på fupsiden gennem sine private venner.

»Denne gang er jeg blevet gjort opmærksom på det, fordi folk kontakter mig. Flere af mine private venner spørger: 'Vi har fået denne her (fupbesked, red.), er det rigtigt eller ej?'« fortæller Dennis Knudsen.

Fupsiden med den falske konkurrence kontakter folk med beskeden om, at der er en gave, som venter på dem.

Og faktisk er den 59-årige kendisfrisør selv blevet kontaktet af flere, der desværre er røget i fælden, fortæller han.

»Det er fire-fem stykker, der er røget i, og en håndfuld er blevet hacket,« siger han og forklarer, at han på nuværende tidspunkt ikke har det fulde overblik over omfanget.

I sit opslag på både Facebook og Instagram opfordrer Dennis Knudsen sine følgere til at anmelde siden.

Dennis Knudsen fortæller, at han som en start skal have en snak med sit team, inden de vurderer, om sagen skal overbringes til politiet.

»Det er rigtig ærgerligt for de forbrugere og loyale kunder, jeg har, at de skal snydes på den her måde, når det har intet med mig at gøre,« lyder det fra kendisfrisøren.

Dennis Knudsen har tidligere oplevet, at hans navn er blevet misbrugt i forskellige sammenhænge med profiler på alt fra sociale medier til porno- og datingsider.

Og selvom det ikke er første gang, er det stadig grænseoverskridende at blive udnyttet på nettet.

»Det er enormt krænkende og grænseoverskridende, at folk udgiver sig for at være mig med private billeder, der er blevet stjålet, og det er røvirriterende,« afslutter han.