I 2014 har over 70.000 udlændinge fået mulighed for at bo i Danmark. Det er det højeste antal siden opgørelsens begyndelse i 1984.

Antallet af udenlandske personer, der i 2014 har fået lov til at opholde sig i Danmark, er det største siden 1984. I alt har 72.339 personer fået mulighed for opholde sig legalt i Danmark i løbet af året, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Antallet er 12 procent højere end i 2013, og det har været jævnt stigende siden 2011. Det dækker over personer, der kommer til Danmark for at arbejde, for at studere, for at få asyl eller for at blive familiesammenført.

I alle årene fra 2006 til i dag er den største gruppe af udlændinge, der får ophold i Danmark, personer, der kommer hertil for at arbejde.

I 2014 udgjorde arbejdsimmigranter 40 procent, herefter kom 24 procent af udlændingene hertil for at uddanne sig, mens otte procent kom hertil som flygtninge, og otte procent blev familiesammenførte. Denne fordeling er relativt konstant fra år til år, og det er altså inden for alle grupper, at der er kommet flere til landet i 2014.

Hvad angår nationalitet, er der sidste år givet flest opholdstilladelser til statsborgere fra Rumænien, Polen og Syrien.

Arbejde hovedårsagen til ophold for de personer, der kommer fra Rumænien, Polen, Indien, Kina og Litauen. Uddannelse er hovedårsagen til ophold for de personer, der kommer fra USA og Tyskland, mens asyl er opholdsgrundlaget for de fleste, der kommer fra Syrien.

Den voldsomme borgerkrig i Syrien sætter sit aftryk på antallet af personer, der søger om at få asyl i Danmark. Bruttoansøgertallet for asylansøgninger er i 2014 næsten fordoblet i forhold til 2013, og syriske statsborgere udgør omkring halvdelen af de i alt 14.815 ansøgere. Herefter kommer flest asylansøgere fra Eritrea, mens den tredje store gruppe er statsløse.