Misfoster. Katastrofe. Øjebæ.

Sådan lyder et par af de knap så flatterende navneord, der de seneste dage er taget i brug i beskrivelsen af Københavns nye havnebyggeri ‘Blox’, som indvies i denne weekend og i den grad har fået debattører og anmeldere op i det røde felt.

»Hvis bygningen var blevet opført som ny havneterminal i Rotterdam, havde ingen løftet et øjenbryn. Dens computeragtige former passer perfekt ind i en verden af containere - og kranerne er alligevel ligeglade,« rasede Berlingskes kulturredaktør Anne Sophia Hermansen torsdag i en kommentar, som i sin ligefremme kritik understøttede avisens anmeldelse af bygningen. I hvilken den blev kaldt et ‘misfoster’.

Havde bygningen blot været et hotel eller en kontorbygning, havde de færreste nok spidset pennen. Men misfostret, katastrofen og øjebæen er en ‘kulturinstitution’. Hvis mission er at »blive en magnet for byliv og et nyt kulturelt centrum, der binder by og havn sammen,« som Jesper Nygaard udtrykker det overfor Ritzau.

Han er administrerende direktør for fonden Realdania, som har postet ikke mindre end to milliarder kroner i byggeriet, der altså - udover at huse Dansk Arkitektur Center - skal være Københavnernes nye samlingspunkt. Dér, ‘hvor arbejdet møder fritiden, hvor mennesker i alle aldre drikker kaffe og spiser mad. Eller bare møder hinanden’ som det står formuleret på hjemmesiden.

Sådan et samlingsted er Blox endnu ikke.

Men at bygningen deler vandene, skal man ikke trippe længe på havnefronten for selv at konstatere.

»Det behøver jeg vist ikke sige noget om. Læs anmeldelsen i Berlingske. Det er sådan, at vi har det,« siger et ældre ægtepar, og vender deres skeptiske øjne mod den massive glasfacade, der visse steder genspejler dét, som mange mener, er det rigtige København: Smukke historiske gamle bygninger som Tøjhusmuseet, Det Kongelige Bibliotek og Christiansborg. Og så iler de videre. Ligesom de fleste gør.

Blox ligger nemlig ikke alene på den stærkt trafikerede Christians Brygge. Christians Brygge kører også lige ind gennem bygningen, og den evige susen fra strømmen af travle bilister på vej ind eller ud af hovedstaden indbyder ikke ligefrem til afslapning.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, ser jeg aldrig bygningen. Jeg kører bare lige igennem.« som én tørt konstaterer, inden også han suser videre.

Men der findes der findes også positive røster. Som nu veninderne Caroline Bjerg Larsen og Connie Smedegaard Roy.

Sådan ser Blox ud på afstand. Bygningen ligger på den stærkt trafikerede Christians Brygge, og bilerne suser lige gennem den. 
Sådan ser Blox ud på afstand. Bygningen ligger på den stærkt trafikerede Christians Brygge, og bilerne suser lige gennem den.  Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

De medgiver, at det ikke umiddelbart er det smukkeste og mest æstetiske byggeri, de har set, men kan godt se idéen med den klodsede bygning.

»Det signalerer meget godt bygningens funktion,« mener de og får medhold at flere andre, som BT har talt med, der kalder Blox for ‘spændende og fantastisk flot’, for ‘innovativ’ og for ‘supernice’. Selv om kritikerne altså mener, at det er Københavns grimmeste hus.

»Når man laver moderne ting på historiske steder, så giver det ofte stærke reaktioner i første omgang, selv om de siden bliver mere populære. Jeg er klar over, at det er bygning, der deler vandene,« siger administrerende direktør fra fonden Realdania, Jesper Nygaard til Ritzau.

En håndværker tæt på Blox er ved at pakke bilen. Arbejdsdagen er slut.

»Dét der kunne mine børnebørn have lavet bedre med Lego Duplo,« siger han og ryster på hovedet.

»Nåh,« tilføjer han så optimistisk, »måske vænner man sig til den en dag. Da Den Sorte Diamant blev opført, synes vi jo også, at den var grim.«

Fredag indvies Blox af dronning Margrethe. Søndag bliver det danskernes tur til at tage misfostret, katastrofen og øjebæen i øjesyn.

--------------------

Det mener Københavnerne om Blox

Foto: Kasper Riising
Vis mere

Karoline Bjerg Larsen, København

Idéen omkring facaden og glasset, der afspejler den den farve, der er på byens bronze tage, synes jeg fungerer rigtig godt. Umiddelbart synes jeg ikke, at bygningen er smuk. Den er lidt af en stor klods. Men det signalerer meget godt bygningens funktion.

Foto: Kasper Riising
Vis mere

Connie Smedegaard Roy, København

Den er nok lidt bombastisk, men jeg synes ikke, at der er grund til at være så kritisk overfor den. For mig handler det mere om, hvordan den bliver integreret med resten af byen og især naboen, Det Kongelige Bibliotek. Der betyder æstetikken mindre.

Peter Hansen, København

Jeg har oplevet, hvordan byen er blevet forvandlet fra det gamle fabriksområde med tung industri, og den udvikling synes jeg er fantastisk flot. At dem, der har en fin uddannelse, kalder den et misfoster, må stå for deres regning. Jeg er et helt almindeligt menneske og synes, at den ser spændende ud.

Foto: Kasper Riising
Vis mere

Anja Petersen, Frederiksberg

Generelt er jeg ikke tilhænger af, at der dukker nye bygninger op, som ikke passer til det gamle København. For det er dét, der gør os unikke. Men når det er sagt, synes jeg ikke, at det er en grim bygning. Og der passer godt til Den Sorte Diamant.

Foto: Kasper Riising
Vis mere

Signe Tindø Poulsen, København

Jeg synes, at det er et rigtig spændende byggeprojekt. Selvfølgelig forsvinder den der gammeldag stemning og kultur lidt, når der kommer sådan en nymoderne kæmpe firkant, men var er nødt til at være lidt innovativ og prøve noget nyt.

Mikkel Rønn Hansen, København

Det er superfedt. Jeg synes, at bygningen er mega nice. København mangler noget nyt i stedet for alle de gamle kedelige bygninger. I andre storbyer er der meget mere innovation og nytænkning, så det er fedt, at der er kommet noget af det.